- Project Runeberg -  Skolemesterens optegnelser /
192

(1890) [MARC] Author: Peter Rosegger Translator: Ingeborg von der Lippe Konow
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

192

mine tanker og følelser mer, siden jeg i præsten
kar fundet en ven, som jeg kan tale med, og som
jeg ubetinget kan tro mig til, siden ban saa
tillidsfuldt begyndte med at tro sig til mig, endnu
før han kjendte mig. Han er overmaade afholdt af
skogfolket nu. Han præker ikke bare med munden,
nej, meget mere med sit liv. Han opofrer sig helt,
han gjør alt for sin menighed. Hans haar er biet
graat, men hans ansigt er klart og lyst, skjønt
alvorligt. De bedrøvede ser ind i hans øje og føler
trøst ved det.

Naar vi sidder nede hos Martin i Winkelhuset,
fortæller han gjerne om fremmede lande, om
underlige mennesker og dyr og om naturens
mærkværdigheder. Og da lytter alle de, som er tilstede,
med slig en iver, at de glemmer at holde fyr i
piben.

Men min gamle værtinde kalder endnu præstens
fortællinger for naragtige eventyr; en ordentlig præst
skal værsaagod tale om himmelen og om skjærsilden
og sligt og ikke stadig om jorden, siger hun. Men
hun sidder nu ligevel og hører paa og smaaler.

For flere aar siden vilde kirkestyrelsen blande
sig i vore sager og ikke anerkjende Paulus som
lovlig præst; de vilde sende en anden hid i hans
sted. Hejsan! da begyndte Winkelbrofolket at gi
ondt af sig, og her blev slig en kommers, at de
maatte stille sagen i bero. Men til gjengjæld
betragtes Winkelbro ikke som en fast menighed eller
som et sogn, men som en tilfældig kreds af
halvvilde og forkomne mennesker ligesom før.

Dette gjorde mig meget ondt i førstningen.
Yi vilde saa gjerne ha sluttet os til de andre, men
da de støder os tilbage, saa siger jeg nu ligevel:
Saa meget desto bedre, saa lar de os for fremtiden
ha fred, og vi kan frit og uhindret — hvad de ikke

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 20:16:13 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/skolmester/0194.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free