Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BLOMSTER VED VEIKN.
147
viser Naturen saaledes Mennesket en Velgerning, idet den for
mindsker Indtrykket af skrækkelige Hændelser for dem, hvem
de ramme. De vare forovrigt agtede Mænd, paa hvis Udsagns
Troværdighed man ikke kunde tvivle.
Almannaskarð var, som sagt, et lille Forbud paa
Fjeldpassenes Nærmelse, men det var kun en ganske kort, 0111
eud steil Sti over den hvasse Fjeldryg mellem den 2797
Fod høie K lifatinör i Sydost og en anden Fjeldtop i
Nordvest. Veien gik skjevt op ad Fjeldskræuten og bestod af
en smal Gangsti, fasttrampet i en Sort Gruus, der baade
ovenfor og nedenfor den laa saa lost og steilt, at man lige ved
Veien selv kun med Vanskelighed kunde vandre op og ned
ad Fjeldskrænten. Midsommerdagens Sol lyste varmt paa den
af Gruusskredet graatfarvede Fjeldside, i hvis tørre Jordskorpe
der voxede nogle spredte, men særdeles saftige og yppige
Exemplarer af Rhodiola rosea, og nogle andre af de Plaiiter,
hvis kjodrige Blade give dem Erstatning for Jordsmonnets
Tørhed. Jeg tog ved Almannaskarö en lille Blomst af den
herhenhørende Slægt Saxifraga Cot yle don; deu har en
Roset af tykke stive Blade ved Roden. Derfra skyder
Blomsterstængelen frem; men de talrige Knopper vare endnu
saa lidet udviklede, at man aldeles ikke kunde see Farven
paa de kommende Blomsterblade. Jeg lagde et Par
Exemplarer i Presse i en Bog, som jeg havde medbragt i dette
Oiemed, og lod dem i en fjorten Dages Tid ligge urørte. Da
jeg saa tilfældigviis betragtede dem, havde smaa hvide, fine og
friske Blomster imidlertid udviklet sig. Bladene ved Roden
vare derimod imidlertid blevne lidt tørre og sammenskrumpede.
Jeg syntes næsten det var Synd atter at lægge en Blomst i
Presse, der havde givet et saadant Beviis paa sin iboende
stærke Livskraft. Paa den anden Side af Skarðen kom
jeg efter nogen Tids Furløb ned paa en af en Jükeiaa hærjet ,
gruset Slette, der ved sine tnod de sneedækte Fjeldtinder
indskydende Dalgange lignede den, Dagen forud
gjeunemvan-drende Hornaljaröarbygd, skjøndt noget mindre storartet
end denne. Efterat jeg derpaa havde redet over den som
sædvanligt i flere brede Arme deelte Elv, ankom jeg om
Aftenen til Stafafell.
10*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
