Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
239
Ved Haveporten vendte hun sig om, i alle
Lysekronerne straalede de gyldne Lys. og
alle Vinduer stod aabne i Aftendæmringen.
Hun gik over mellem Roserne, plukkede af
disse tunge, duggede, mørke Roser, en sidste
Gang plyndrede hun af al denne dybe Skønhed
med begærlige Hænder, vred Blomsterne af
deres lange Stilke — og gik hurtigt uden at se
sig tilbage.
Saa kaldte Herluf nede paa Vejen,
utaalmodig.
Fuld og glødende stod Maanen lige over
Badehusbroen, en sort Streg der løb lige ud
i al denne Lysvuggen, Sølvrislen og
Gyldenstrømmen.
Hele Kvarteret dernede ved Kanalen bag
Slottet saa saa dødt og indadvendt ud i den
lyse Sommernat. Alle de gamle Patricierhuse
flød sammen i et Mørke, dumpt rugende, og nede
paa Skibene var der en Harmonika, der
snøvlede sin træge Melodi frem i Stilheden, mens
Maanelyset langsomt gled gennem Ruinens
gabende Vinduesaabninger. Dette døde Slot
tegnede sig som en uhyre tragisk Skygge i Natten,
og alle disse gamle Huse der krøb sammen
omkring det havde ligesom tabt deres
Hukommelse og Følelsen af den Tid, der ikke længere
betød noget for dem.
Adda havde med Vilje valgt et af disse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
