Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - Gunnar Heiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108 Gunnar Heiberg
gen alder, specielt for en herre. Ingen alder
er nogen alder. Vi er alle døde fra det øie*
blik ungdommens stjerne falmer paa vor him*
mel. Men lykkeligvis er den varagtig og
standhaftig. Man hefte sig ikke ved vore
graa håar eller vore blanke skaller. Om livet
er kort eller langt, forlanger guderne, at kun*
sten bestandig skal holde sig ung. Ogsaa
for de ældede trær gives der foraar.
Der er en herskende egenskab hos Gun*
nar Heiberg som kritiker, som digter, som
menneske: hans ærbødighed. Vi fornam den,
vi, som hørte hans tale for Henrik Ibsen:
hans ærbødighed for det større, det overvæl*
dende store, den samme ærbødighed, Goethe
nærede for Shakespeare, og som kunde udtryk*
kes saaledes: han er verden, jeg er en verdens*
del, eller: han er et rige, jeg er en provins.
Selvrespekten i beundring, det er den virkelige
ærbødighed, det europæiske menneskes ærbø*
dighed i modsætning til asiatens. Luther be*
handler selve Gud, naturligvis som sin over*
mand, men som en overmand, han i dyb under*
saatlighed tillader sig at irettesætte. Og Luther
var den største af de jernbeslagne germaner.
Den, som kom efter ham, Immanuel Kant,
byggede sin og alle senere tiders verdensan*
skuelse paa to følelser: vor ydmyghed under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
