Note:
Translator Zelma Petersen is or might still be alive.
Therefore, this work is protected by copyright,
restricting your legal rights to reproduce it.
However, you are welcome to view it on screen, as you do now.
Read more about copyright.
Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Livsbehov - Stilhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112 LIVSBEHOV.
end alle andre. Thi man giver sig aldrig saa helt hen
i Naturen, som naar ensomme Dage danner en Perlerad,
hvor den ene Dag bliver den anden lig, men hvor hver
Dag for sig er et skønt afrundet Hele.
De, der frygter Ensomheden, fordi de venter der
at føle sig mere ene — de har Ret og Uret. Thi det
er midt iblandt Mennesker, at man — ved sin indivi-
duelle Natur eller Skæbne — er videst skilt fra dem; det
er i den befolkede Ørken, at Luften mest er fyldt af Tung-
sind. Men overfor Naturen som overfor Døden — den
største Ensomhed og den mest urokkelige Nødvendighed
— tvinges vi til at tage Afstand, ikke blot fra Dagens
Uro, men fra Uroen i vor egen Skæbne. Dens Grund-
linier bliver større, men dens Enkeltheder mindre —
som naar man fra en Højde skuer ned paa et Landskab.
Det mere eller mindre af Smerte eller Salighed, hvor-
med Tilværelsen fylder vore Dage, det mere eller mindre
dygtige Dagværk, hvormed vi fylder Tilværelsen — til
begge Dele vender vi, fra den ensomme Kontemplation,
tilbage med et mildt ironisk Smil. Nu kan vi saa let
gøre os døve for de Stemmer, der kalder os ind i
Dagens Uro og søger at overbevise os om, at ogsaa vi
behøves der. Vi sønderslides nu mindre af den Kval,
der lyder fra vor egen eller andres Sjæl. Thi vi har
lært at indse, at selv den største Kval dog kun er en
lille Draabe i et stort Hav, ligesom den største Lykke
kun er et flygtigt Glimt i en Draabe.
Den Sjæl, som i Stilheden har havt Mod til at
skue ind i sig selv og at maale dette Selv, den véd, at
kun Et er det Store og Væsentlige: at vokse. Og vokse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
