Note:
Translator Zelma Petersen is or might still be alive.
Therefore, this work is protected by copyright,
restricting your legal rights to reproduce it.
However, you are welcome to view it on screen, as you do now.
Read more about copyright.
Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Livsbehov - Skønhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SKØNHED. 121
kraftig Harmoni med alle de blaa Toner. En blegt
guldfarvet Fuldmaane lod et endnu blegere Guld dirre
paa en Fjeldsøs mørkblanke Flade. Luften var let, blød
og sval som Silke. Natten saa lys, at den mindste For-
grening af Rensdyrmosset var synlig, Stilheden lydløs, —
naar ikke en Snebæks sølvfine, kolde Klang forstyrrede
den. Det var et saa fuldkomment Indtryk, at jeg følte
mig fristet til ikke at afvente Solopgangen for helt at
bevare kun Nattens Billede. Men jeg blev dog. Og om-
end jeg — ligesom alle andre, der har ventet paa samme
Maade, — i Løbet af den sidste Time begyndte at anse
Troen paa Solopgange for at høre til de Fordomme,
man bør søge at overvinde — var jeg dog glad over,
at jeg gjorde det. Thi jeg genvandt min Tro, da det
ene Bjerg begyndte at kaste dybgrønne Skygger over
det andet, da Skyerne spejlede sig som klarblaa Pletter
i lysegrønne eller lyseblaa Fjeldsider, da hver rød,
violet, grøn og blaa Tone, Farveskalaen ejer, fra den
dybeste til den lyseste, bredtes ud i uendelig Skiften.
Solen gør — som andre Malere — sine lykkelige
Fund. Og den Malerglæde, Solen denne Morgen
følte, den Farverus, den derved skænkede, hører til de
Oplevelser, der aldrig paa samme Maade vender
tilbage.
Men senere blev det dog ikke dette eller andre af
Dagens og Livets Indtryk, der var de uudsletteligste
Minder fra Norrland. Det var altid Natten og Ensom-
heden, den fuldkomne Ensomhed, den, hvorunder man
hører Stilheden, der vedblev at være Norrlands særegne
Skønhed. Og det var denne uendelige Stilhed, denne
Tavshedens Andagt, der saa ofte heroppe fremkaldte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
