Note:
Translator Zelma Petersen is or might still be alive.
Therefore, this work is protected by copyright,
restricting your legal rights to reproduce it.
However, you are welcome to view it on screen, as you do now.
Read more about copyright.
Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Individualitet - Selvhævdelse og Selvopofrelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J 7 4 INDIVIDUALITET.
soning med Tilværelsene Tragik — Dualismen — elier maa
det søge denne Forsoning hos en Større end sig selv?
Dette er de uforsonlige Modsætninger. Buddhismen
har vist den ene konsekvente Vej til en Slags Forsoning,
idet den lærer, at Menneskets egen Selvvirksomhed er
tilstrækkelig til dets endelige Harmoni med Tilværelsen,
men at denne Selvvirksomhed bør gaa ud paa helt at
tilintetgøre dets eget Jeg! Den kristne Mystiker saa vel
som en Tolstoj, en Schopenhauer — Alle har de, fra
forskellige Udgangspunkter, fundet denne Vej til Harmoni
og Befrielse fra Lidelsen.
Den anden Vej er modsat. Nemlig: i Følelse af
Livets Fylde, i Kraftbevidsthed, ved »Livsbekræftelsen«,
kort sagt i Erkendelse af Jordelivets Værd — i Modsæt-
ning til det evige Liv som det eneste Værdifulde — at
overvinde Lidelsen. At overvinde den for Slægten ved
at fremelske Lykken af Tilværelsen, Dag for Dag at
overvinde den for os selv ved at ville ogsaa Lidelsen,
ved at udvikle den amor fati, af hvilken Nietzsche
var saa dybt gennemtrængt. Men før ham har andre
store Sjæle ejet samme Følelse, hvilken findes paa
Bunden af Stoicismen som af Buddhismen, af Spinozas
som af Goethes Levevisdom, og som tillige er: For-
visningen om Tilværelsens Enhed. Det var derfor, Marcus
Aurelius formanede den Vise til at være i Harmoni
med Kosmos — derfor, at Spinoza manede ham til at
optage Tanken om Naturens evige Nødvendighed.
Denne Tanke, der i Begyndelsen synes os en iskold,
himmelhøj Bjergvæg, mod hvilken vi støder vor Pande til
Blods, forvandles, naar vi først har lært at elske den, til
det Tabor, hvorfra Alt forklares. Og mon itke denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
