Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den tapre Løitnant Lund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den skjønne Jomfru Klara tog mig ved Haanden fat
Og fulgte mig saa venlig alt udi sit Pallads,
Hvor der tillavet var
Et Maaltid uden Lige, som de beredet har.
Jeg havde god Fornøielse, og jeg fornøied’ dem;
Nu stunder det til Aften, nu maa jeg reise hjem,
Alt til det store Slot,
Jeg takker skjønne Jomfru for alt beviste Godt.“
Saa svared Jomfru Klara: „hør du fra Norges Land,
Er du saa stolt tilmode, og er af ringe Stand.
I Nat du blive maa,
Dig intet Ondt skal ramme, ei heller Ondt skal faa.“
Jeg hørte megen Tale, alt om min ringe Stand;
Jeg fattig er men ærlig, hvorhen jeg gaar i Land;
Men svenske Skjøger ei
Saa snarlig mig skal narre, nu reiser jeg min Vei.“
Den tredie Morgen tidlig jeg reisefærdig var
Fra Stockholms Slot og Fæstning saa venlig Afsked ta’r;
Jeg takker alle dem,
Som mig saa godt har undet, nu maa jeg reise hjem.
En halv Mil ud fra Staden der mødte mig en Vagt,
Som vistnok var udsendt ifra det Fruepak,
For jeg besøgte dem,
For jeg dem Skjøger kaldte, jeg fik en Løn saa slem.
Den ene slog med Sabel alt paa min venstre Arm,
Den anden slog med Klingen, hvorover jeg blev harm,
Jeg min Pistol tog fat
Og skjød Kuglen i Armen, saa Sablen den nedfaldt.
Saa drog jeg ud min Sabel, og mandig med den slog,
Ved en besværlig Fægten jeg dem paa Flugten jog
Og siden reiste jeg
Saa sorgfuld tilmode, en lang besværlig Vei.
Det om Høsten atten hundrede sexten var
Jeg af en haard Fægtning al min Tid nok Minde har.
Det jeg erindrer maa
Saalænge som jeg lever, en Krøbling jeg maa gaa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
