Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
180
Joán tænkte paa den anden Aften, Aftnen i
Brussel. Da han, bidende sine Knoer tilblods,
kørte hjem fra Jens Lunds Koncert. Paa sine
to Knæ havde han ligget i sin Vogn og vidste
at nu var han slagen. Hulket havde han,
mens han dunkede sin egen Nakke. Og for
tumlet og midt under sin egen Sanseløshed
havde han sagt:
Saa vil jeg ikke spille mer
Men i tre Døgn havde han været som en
drukken Mand drukken af Ydmygelse . . .
Drukken af Visheden: at han var ikke den
største. At han blev aldrig den største.
Hvor det var besynderligt, at Kunsten, der
aldrig havde bragt ham Glæde kunde
bringe ham saa megen Smerte.
Og dog var han blevet ved at spille
Joán hørte Jens Lund tale til Collyett og
Jens Lund sagde:
Melbourne, Melbourne, Fædreland Fædre
land, jeg bliver gal, naar jeg hører tale om Fædre
land. Hvorfor mon jeg er den største? Fordi jeg
intet Fædreland har. Ja, undskyld, Hr. Klavér
spiller, at jeg taler om mig seiv, men jeg er
saa oprigtig, at jeg tilstaar, at det er det eneste,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
