Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru Hjelde - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
30
tes som smaa mørke muldskudd nedpaa de lyse
lapper av kve — Uni syntes aldrig de rykket
nærmere. Myrgjørmen sivet ind ovenfor
støvleskafterne og det kolde vand pumpet ind og ut av
snørehullerne, frossen og kjed sig fulgte hun ved
siden av veninden som gik og fortalte — eller
citerte, for hun kunde det utenad, om „Hervør som
besøker Gefion og gudinden lyser hende hjem".
Vinden pustet sagte og trist og steg til støn og
døde igjen utpaa vidden, bækken silret og klunket,
og Charlottes litt slørede stemme kjælte for det
gammeldags snørklede sprog. Hun fortalte om
tvekampen paa Samsø og Angantyrs høi som hævet
sig paa ildsøiler i den mørke stormnat — om
Her-vør som kokte seid i sin hjelm og rørte med sin
daggert, om hvordan møen tvinger tryllesverdet
fra dødningen og ender sin vilde lek med verget
ved at støte det i sit eget hjerte. Ørvarodd
kysser de kolde blaa læber som ingen mand fik kysse
dengang de var røde og varme; han lægger hende
lavt under torven. Ingen haug viser hvor Hervør
sover — hyrden og hans elskede skal ikke skræmmes
fra at hvile i græsset under den gamle ek hvor
piken som drømte hun var en valkyrie, sover i
mulden. Og Ørvarodd kommer dit som olding og
han ligger mellem violerne paa hendes grav og ser
de unge danse i græsset: han vet neppe om han
har elsket hende — han vet bare, hun er den som
han kunde elsket —.
Uni hadde læst i Ørvarodds saga undertiden.
En vakker gammel utgave av Oehlenschläger hadde
hun arvet efter Charlotte. Og hun syntes, Hervør
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
