Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jans julaften - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112
„Synes du jeg virket saa forfærdelig meget som
en skuespillerinde da," spurte hun aandsfraværende.
„Jeg har aldrig truffet nogen anden
skuespillerinde end dig — siden du vil kalde det det. Det
var vist snarere det at du virket saa forskjellig fra
det jeg hadde tænkt med en kunstner —"
De gaar op og ned i alleen og hendes kjole
subber av og til med en liten vissen støi bortover
det gule løvteppe. Hun har en jordbærrød,
tætsit-tende spaserdragt paa og en stor sort hat over det
bleke og lyse ansigt, som skinner indunder. Og
der dukker op i ham et minde om stemningen den
vaardag ute paa Bygdø — det sørgmodige og milde
graaveir over barndotnmens riker som var blit til
et indhegnet museum, kvindemennesket i jordbærrødt
der dukket frem overalt, utaalelig som den urette
kvinde er utaalelig naar hun dukker op overalt i
en mands liv. Og om den anden som han møtte,
en slavinde, som han først bakefter forstod hvem
var — og allerede da han møtte hende, var det jo
forsent —.
Det var bare en uklar stemning, et væld av
halv-tænkte tanker og Vegard forsøkte besværlig at finde
ord for det:
„Jeg har jo altid tænkt mig at det at være
kunstner det maatte være som at ha et kraftcentrum
inde i sig — en magnet som alle ens evner peker
ind mot — saa at et menneske likesom blir
knippet sammen til et stort og fast hele. Du vet, jeg
har selv engang bildt mig ind at jeg hadde
kunstnerevne — men jeg følte jeg hadde den ikke sterkt
nok. Jeg var for svak og splittet — jeg kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
