Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jans julaften - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
130:
vet De, det kan jo altid ordnes saa De kan gaa
ut naarsomhelst De vil en aften —
„Aa. Det er jo ikke saa nøie —." Den unge
pike saa op paa hende et øieblik. Og Uni blev
rød:
„Jeg er saa lei for det, Ingrid. De vet det er
første gang jeg har glemt noget saant —"
Hun sat hos barna efter Ingrid var gaat, og
snakket med Lasse. Men hun blev ved at tænke
paa det underlige forskende uttryk i den unge
pikes øine.
— Nei det var ikke mulig —. Ingrid kunde
ikke —.
Det hadde hun altid syntes maatte være noget av
det værste ved et saant — uredelig — forhold. Hun
husket en kveld ifjor høst hun var opom Tilla, og
piken som lukket op hadde svart, at fruen var ikke
hjemme og neppe gjort sig umake for at skjule at
hun lo. Og fru Waage her tvers over gangen —.
Ingrid sa at Sofie til fru Waage var ikke nogen
bra pike, hun hadde nye fyrer paa værelset sit.
støtt, „men den fruen passer sig nok for at si noe
saant." En motbydelig subbet fortrolighet med en
simpel jente, der saa at si viste en hvad en var
minus klasseopdragelsens fraser og teaterfagter.
Eller endda værre, hvis piken var en saan som
Ingrid — hvor man maatte skamme sig hver dag
over sine krokede veier, naar man hadde for øie en
retskaffen og ærekjær ung pike, og hvor en saan
en maatte finde alle sin frues prætentioner
usigelig latterlige.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
