Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jans julaften - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
145:
forbi paa gaten, og moren som leier dem, foragter
kanske den farlige fanatikeren eller den forskruede
gamle jomfruen som sier de lever og kjæmper for
fremtidens sak —
Ikke et menneske, saasandt det har et maal i
livet utover at faa maven fuld av god mat og pynt
at hænge utenpaa sig og et hus fuldt av leker
og sit navn i aislags munder, baade de som lugter
godt og de som lugter vondt, vil være ved at det
kjæmper for sig selv. For de vet nok at det de
mener med lykken — det er noget som et enkelt
menneskes liv ikke rummer."
Uni rystet paa hodet:
„Aa Kristian — jeg mener ikke saanne store
ting som det dere mænd tænker paa bestandig."
„Nei. Jeg vet jo, hvad du mener."
Der blev stilt mellem dem. Men Uni visste, han
vilde si noget mere — og hun sat og ventet paa
det i frysende angst, med hænderne knuget om
hinanden i fanget.
Blodet hamret og hamret i ørerne paa hende.
Og som sekunderne gik, følte hun at der var noget
i rummet som tok form og hun drog kjendsel paa
det. Her var det at den var, som hun hadde villet
møte — ulykken, den attraaede stund da et
menneske skal raade over alle sine livsdager, da de
tilfældige ord som bryter sig vei fra den
overrumplede sjæl, aldrig kan gjøres usagte —.
Med øine som ikke saa, sanset hun stuen —
verden var ikke til utenfor den. Og hun saa sin
mands ansigt: det var hvitt og stivt. Han var
noget andet end bare hendes sidekamerat i dager-
10 - Sigrid Undset.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
