Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jans julaften - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
149:
„Jeg elsker dig, det vet du jo —"
Hun flyttet den ene haanden litt — strøk over
hans haar og han grep den og drog den ned, ind
til sit ansigt.
„Det du mener med lykken, Uni: Den fulde søte
smak av livet i min mund — jeg har hat den,
Gud vet jeg har hat den. Vi har da været
lykkelige, du? — Søte! — Jeg syntes, nu hadde jeg
dig. — Er det bare noget jeg har bildt mig ind?
— Men altid saa kom der stunder da jeg syntes,
nu gik du fra mig —"
„Tror du ikke jeg længtet da, at du skulde følge
efter mig —"
„Gjorde du det," spurte han og saa op.
„Ja. Jeg gjorde vist det. Naar jeg var træt
og — ulykkelig for noget og jeg krøp ind i mig
selv — jeg længtet vel efter du skulde komme og
finde mig op — ta mig ind til dig og trøste
mig —"
„Jeg syntes — det var det at du aldrig kom til
mig med noget. Og jeg var ræd for at ta efter
dig naar du gik der — saa fremmed. Ræd for at
jeg skulde ta klodset paa noget jeg ikke forstod.
— Jeg elsket dig saa grænsesløst —.
Barna blev saa meget for mig, for de var dine
og mine. Naar Nora kom til mig saa fortrolig
og sikker — og saa lik dig —. Ja de alle. De
gik der mellem os, og for dem var vi to ett som
hørte sammen. Jeg kan ikke forklare. Jeg hadde
vel elsket dem i alle tilfælder —.
Jeg har jo bare dem. Noget andet maal, nogen
anden ærgjerrighet i livet end at gi dem en god
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
