Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jans julaften - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
151:
han hadde sittet og længtet og ventet — og hat
det ondt — og hun hadde ikke visst. Alt de
hadde gjort hinanden av ondt, det var dette, —
de hadde ikke visst.
Hun slog hænderne for ansigtet og graat. Og
de kastet sig ind til hinanden i den samme vilde
higen efter at gjemme sit eget selv hos en anden.
De laa tæt ind til hinanden, med kinderne ind
til hinanden paa samme pute, da hun hvisket:
„Du spør ikke om nogenting, Kristian —"
Han bevæget hodet som han rystet paa det og
han hvisket tilbake:
„Nei. Det — jeg vet jo at det var ikke
noget —"
Og han flyttet litt paa sin arm under hendes
skulder, saa hun skulde kunne ligge godt og sovne.
Han tænkte ikke over, hvordan han kunde vite det
— det var bare saan at han visste. Der var
ingen fremmed imellem dem, det var bare de to,
egtefællerne, som pinte hinanden og elsket
hinanden og visste alting om hinanden og visste
ingenting om hinanden — som mennesker piner og elsker
og kjender og kjender ikke sig selv.
De smaa barn puster jevnt og rolig. Faren og
moren vet ikke at de hører det — de føler bare
den stille lyd og mørket som forener dem. De
sovner kind mot kind, med hænderne lukket i
hinandens, forenet i slitet og i slitets lykkelige elskov,
som driver to selegnagede mennesker ind til
hinanden i de stunder da krop og sjæl forlanger at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
