Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jans julaften - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
168:
saa gammel jeg er, kunnet gaa hen og tro paa
lykken — eller tvile paa lykken.
Den lykken som Kristian og jeg hadde sammen
engang. Den lykken der er som et stjerneskudd.
Den korte stund det lyser, skal man huske og ønske
sit hjertensønske, den korte stunden de kjærtegnene
er nye og svimlende, skal man forstaa og raade
over sit liv. Hvor mange mon det er som greier
det —.
Og lykken i barna er saa selvfølgelig at man
tænker ikke paa det. Alle de stunderne det glitrer
i hjertet av glæde — over det rare de sier, og de
komiske første skridtene, og at de viser folkevet,
og naar de kommer med sine kjærtegn, og at man
rører ved dem, og over en forskrækkelse som er
overstaat, og en sygdom som ikke blev til noget
farlig. Yi tænker ikke paa at det er lykken, alle
de tusen smaa glimtene. Endda det er dem som
vi lever av. Ingen mennesker kunde leve uten de
var lykkelige av og til indimellem, men vi tænker
ikke paa det, naar det er der. Yi vet bare rigtig
av os selv, naar vi er ulykkelige. Saa længe jeg
har barna mine, vet jeg at jeg orker at leve —
gladelig, hvordan saa alt andet i livet blir for mig.
Og naar jeg tænker paa at Kristian og jeg har
elsket hinanden, og at vi gjør det igrunden endda,
og at saan som det er mellem os nu, saan vil det
bli til vore dages ende — saa tror jeg at jeg skal
godt orke at dø engang.
Altid skal vi gaa og være alene ved siden av
hinanden. For naar vi er ett, da tænker vi ikke
over det. Ett i glæden over barna, ett i angst og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
