Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru Waage - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
181:
mene og graat sammen over hendes barn — og
glemte dets mor.
Selvfølgelig hadde hun ikke ræsonneret over det
da. At det var det som gjorde hun stod stiv og
kold og fortvilet, da hendes mand reiste sig og
kom bort til hende, tok hende i armene sine og
hulket hendes navn. Hun var like ensom med sin
fortvilelse og sønderknuselse som hun hadde været
ensom med alt andet i Fredrik Waages hus.
Ja, Henning, hvisket hun. For første gang
kunde hun tænke paa sin ven uten at føie skam
over det. Hvorfor skulde hun ikke i sine tanker
gaa til ham ogsaa med sorgen over sin lille døde
gut. Faren hadde jo ogsaa først gaat med sin
sorg til en anden — en som stod hans hjerte
nærmere end moren. Ja Henning, tænkte hun befriet
og retfærdiggjort — jeg vilde gjerne faat snakke
med dig om min sorg. Jeg vet at du vilde kunne
hjælpe mig — du vilde kunne forstaa. Ikke la
dig forvirre av at jeg bærer paa de smaa nagene
og den feige skrækken for det hæslige som følger
med døden. Du vilde kunne hjælpe mig til at bli
samlet i min sorg, til at føie dens storhet og
haab-løshetens fred. De gode klare brune øinene dine
— de vilde nok kunne se veien for mig.
For det er sandt det at jeg er veivild. Yeivild
— hun visste det var til hende det digtet, han
hadde hat i avisen igaar, om moren som gaar
veivild og leter efter sit barn. — Det var rigtig
at han ikke hadde sendt det direkte til hende, at
han bare badde sendt hende det lille korte brevet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
