Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru Waage - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222:
paa det naar jeg ser dig, mens jeg sitter og
snakker likegyldige ord til likegyldige folk —w
Og hun elsket at sitte i et fuldt rum og se et
glimt av ham og tænke — han er min og jeg er
hans — og ikke et menneske av alle disse aner,
at du og jeg kjender hinanden saa godt som ingen
andre to mennesker i verden.
Selv naar hun hadde sine øine andetsteds, saa
hun ham: den høie, spænstige skikkelsen, hodet
med den brede pande under det litt lokkede haar,
profilen som var næsten græsk og saa den faste,
fyldige munden. De vidunderlige gyldne øinene
hans som lignet myrvand med solstraaler nedi.
Kinderne hans var litt for fyldige — jo det er
faktum det, gutten min. Du under dig litt for
meget av det som er godt her i verden, min kjære,
og det hevner sig — og hvorfor skulde du ikke
det, stakkar. Det er dig vel undt. Naar du ikke
kunde faa lykken, hvorfor skulde du ikke ta for
dig av glæderne — sture og græmme dig, det er
du ikke skapt til, du, digter — for det er du,
endda det er kanske ikke saa rart, det du har
skrevet — endda jeg synes det —.
Hun følte en slags glad forbauselse over at hun
aldrig stod fast, naar det gjaldt at finde paaskud
og forklaringer og skape leiligheter til at møtes
med Henning. Javel, tænkte hun, jeg er øvet op i
løgn alle de aarene jeg har levet — de løgnene
jeg sier nu, er smaatteri mot dem jeg har levet.
For nu er alle de andre bare som trær i
menne-skeskogen, og han og jeg er som dyrene der ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
