Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru Waage - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228:
at de skulde ha fast gut til hjælp i haven ihøst.
Hun hadde været glad i haven sin bestandig og
altid arbeidet meget i den selv — men aldrig saan
som i disse sidste maanederne. For hendes lykke
kjendtes som et vældende opkomme av kræfter og
sundhet i legemet og hun maatte bruke sine
lemmer, arbeide med kroppen. Og høsten hadde været
rik paa deilige solfulde dager og det var livsalig
at rote i den raa, duftende muld, høste ind
grøn-sakerne og grave ned løk og knolier til vaarens
blomsterflor.
Hun stod midt paa plænen ved flagstangen,
støttet til raken. I brystet hadde hun stukket ind en
stor tufs av de sidste violer, og deres kjølige, rene
vellugt strømmet ind i hende med hvert
aande-drag.
Morgentaaken laa hvit og let over fjorden endda
og det var rimet indimellem buskene. Men i solen
tinet det og glitret paa de nakne trær, og græsset
paa plænen skinnet graalig av væte.
Johanne kom fra kjøkkenhaven med en kurv paa
armen — hun hadde været nede efter
skorsoner-røtter. I den blaarutete bomuldskjolen som hun
gik med om formiddagen, saa den tykfaldne gamle
pike blek ut, og der var noget uendelig trist og
forgræmmet over det store og tunge ansigt. De
smaa øine som myste mot solen, var rødkantede —
saa rent forgraatte ut.
Harriet gik bortover imot hende:
„Aa saant herlig veir, Johanne — har De set
paa maken! Hvad er det med Dem — jeg synes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
