Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126
Det gik en skjælving over mademoiselle
Thalies bøiede skuldre.
Théophile elsket hende.
Hadde hun lov til at tvile paa det? Gav
han hende ikke villig sit ord paa det, hver gang
hun bad ham? Var det ikke mindet om hans
kjærtegn, som holdt hende oppe i dagens møie?
Og visste hun ikke, at lyden av hans stemme
var nok til at hun glemte sine vanskeligheter?
Hadde hun et eneste øieblik angret, at hun
hadde git ham alt?” Oh nei, oh nei! Théo-
phile var hendes egtefælle for Gud — hun hadde
hans billede under sin rosenkrans ved sengen; og
hun bad hver messedag den hellige jomfru om
at hjælpe hende til at holde sig ung og smuk
for Théophile.
Hun angret intet — — naar blot ikke
pensionærerne maatte ane noget!
Og naar blot hendes mor aldrig vilde hen-
tyde til det! Men naar det onde lune kom
over madame Debrosse, naar hun mindedes
bedre dage, naar hun følte hen over møblerne
med sine skjælvende hænder og opdaget skrøpe-
ligheterne trods sine halvblinde øine, da hændte
det, at hun fik et opbluss av forrige tiders
temperament ... Og pludselig kunde hun ut-
bryde:
«Men denne Théophile, denne monsieur
Ihéophile, som endnu gaar her? Han spiser
os ut av huset, han tar brødet av vor mund!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
