Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
42
danne anledninger, hvor man føler trang til at
være litt gode ved fattige og ensomme. — Nei du
kan tro nei, Regitze.» «Det har du ikke ret til at
sige —at de vilde behandle Rose som et veldædig*
hedsobjekt. — Og du kan dog ikke være viss paa
at Rose ikke savner de fornøielser som andre børn
i hendes alder har —.» «Kære, jeg siger ikke at de
vil behandle hende saadan. Det kan man natur*
ligvis ikke vide, før man har forsøgt, og jeg agter
ikke at resikere forsøget. Men hvad det angaar
at svare for Rose —. Rose er ikke som andre
børn — og du kan tro jeg kender hende.» Fru
Christiansen sukket. «Der er ingen, som kender
sine børn, du.»
Naar fru Wegner hadde trukket sig tilbake
fra sin forrige omgangskreds, var det vel noget av
den vakre forkjælede kvindes hovmod; hun kunde
bare trives der, hvor hun var den første og blev
dyrket. Men hun savnet den sikkert hellerikke.
I det velstillede Kristiania*burgeoisi, hvor Wegner
hørte hjemme, hadde hun ikke truffet et eneste
menneske, hun i virkeligheten hadde noget tilfælles
med. Mindet om de aar hun hadde levet i den
kreds, stod saa flygtig og uvæsentlig i hendes liv
som hadde det hele været en sommerferies episo*
der og hun hadde glemt sine venner fra den tid,
som man glemmer vennerne fra et sanatoriums
spisesal.
Naar alt kom til alt var det vel et spørsmaal,
om hun egentlig hadde hat noget tilfælles med sin
mand. Eller om det ikke bare var en tilfældighet
at han snakket norsk, eller at han bar sine klær
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
