Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
47
fattigdom, klaget aldrig over de sorgløse dage,
som var forbi, men nævnte hun dem, saa var det
for at glæde sig og smile over de muntre og
lykkelige minder hun hadde fra den tid. Aldrig
ynket hun sig over dagenes evige stræv - men
hver mindste fristund hun kunde ta sig, gjorde
hun festlig, hun festet paa hver mindste ting ut*
over det aller nødtørftigste, som hun var istand
til at skaffe.
For Torkild syntes luften oppe i de to smaa
stuer mættet av en immateriel rigdom og pragt,
som han graadig suget til sig. Deroppe var det
eneste sted, hvor han kunde faa tilfredsstillet sin
barndoms trang til at være lykkelig. Mot de for*
hold, som det var blit hans skjæbne at vokse op
under, kunde han ikke kjæmpe; han kunde bare
redde sig fra at gaa tilgrunde i dem paa barns og
svake menneskers eneste maate — ved at glemme
dem fra tid til anden. Fru Wegner imøtekom
hans trang til at digte sig væk fra alt det ulide=
lige, han levet under, det var det som hun hadde
meddelt ham av sit væsens sundhet, som hadde
gjort ham levedygtig.
Hjemme levet han og Doris i en evig uhygge.
Naar moren hadde sine anfald og laa for nedrullet
gardin i soveværelset, sløv og maalløs, maatte
barna stelle sig seiv saa godt de kunde. Torkilds
hjerte brændte av forbitrelse og skam, naar han
for at skaffe sig og Doris mat maatte gaa i morens
portemonnæ og ta penger eller se og faa noget
paa kredit etsteds i gaten, hvis moren ingen penger
hadde. Og saa slæpte han paa denne dødelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
