Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
295
— Og nu er du træt —.»
«Jeg er træt,» hvisket han likesom uvil*
kaarlig.
«— Men du maa da kjende mig saavidt at du
vet, saan en tilværelse er umulig for mig at holde
ut. Jeg er et friskt, sundt menneske og du kan
ikke trække mig op som et stykke leketøi, og jeg
vil ikke la mig rive istykker for at du kan faa se,
hvad der er indeni —.»
Et øieblik stod de tause begge to.
«Hvad har du tænkt det skulde ende med da,»
spurte hun pludselig, «— i al den tiden du ikke
har villet ha noget baand mellem os. Skils*
misse ?»
Han for sammen, skjælvende. Saa var det
kommet tilslut — det ordet var sagt, som han
aldrig i sin tanke hadde vovet sig frem til.
«Jeg vilde ikke,» sa han sagte, med bortvendt
ansigt. «Naar jeg tænkte mig, at den dag kunde
komme at du kanske angret — at du følte dig saa
litet lykkelig hos mig at du tænkte med længsel
ut av vort hjem — da vilde jeg ikke du skulde
maatte bli, fordi der var nogen andre her end os
— nogen du ikke kunde forlate —.»
«Tror du jeg hadde kommet til at længes bort
herfrå, hvis der hadde været andre end
dig og mig — ?
Du har altsaa i virkeligheten længe anset vort
samliv for — en foreløbig forbindelse? Du har
altsaa i al stilhet forutsat at en dag vilde jeg
ønske at gaa min vei. Og imens har du latt mig
leve som mand og kone med dig —.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
