Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
308
«Følte du det paa den maaten ogsaa, da jeg
gik med lillegut,» hvisket Rose.
«Nei,» sa han like sagte.
Længe sat de begge stille. Saa sa Rose plud*
selig:
«Jeg vil reise fra dig en stund, Torkild. Jeg
reiser ind til Briten — hun har bedt mig saa ofte.
Og sender du bud efter mig, saa kommer jeg til
bake til dig. Husk det. Og husk at jeg er glad i dig,
slik som min natur er. Og at jeg er mere voksen
nu end da vi giftet os. Jeg vet kanske litt nu
om det som er farlig baade i min natur og i din.
Og ber du mig komme tilbake, saa kommer jeg
med god vilje til at gjøre det bedste ut av — den
sidste chance, som du sier.»
Hun reiste sig op, han ogsaa, og han tok hen*
des hænder og kysset dem. Hun grep om hans
hode, drog det ned til sig og kysset hans ansigt,
men det var som visnet av sorg og træthet, og
det blev ved at være dødt under hendes kys.
Saa gik hun.
Torkild drev omkring nede i stuerne. Det
var som hans hjerne var tom og hans hjerte
lammet.
En gang sanset han at han stod ved spisestu*
vinduet og saa ut. Solen holdt paa at gaa ned
bak haugen bortom gaardspladsen, et heftig gul*
rødt lys flommet ind i hans ansigt. Det saa ut
som en stor varmebrand, de smaa grisne grantrær
blev usynlige i ildmørjen, det saa ut som de
brandt med i baalet. Og i den lille aftenvind
klapret flaglinen mot stangen borte paa knausen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
