Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - XV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
360
Hun holder übeskrivelig meget av det lille
væsen —.»
Torkild stod et øieblik.
«Ja — nu skal De faa fred for mig, Lihme.
Farvel — og tak da.»
«Seiv tak. Paa gensyn — i eftermiddag».
Torkild sat paa en bænk i en park, til det blev
tid at gaa ditut igjen.
Dennegang lukket Lihme seiv op for ham.
«Det er rigtignok godt, De er kommen,» sa
han glad i stemmen. «Hun blev ganske henrykt,
da hun hørte det.» Og han smilte kjærlig: «Hun
forbauser en jo bestandig, hun tager enhver ting
anderledes end man venter —.»
Han førte Torkild ind gjennem den lille dag*
ligstue og aapnet døren til sideværelset, en temme*
lig stor, lys hjørnestue med sol ind av de aapne
vinduer. Der var saa skuret og skinnende og
næsten tomt for møbler, at det lignet et hospitals*
rum. Ute paa gulvet stod en stor jernseng med
uldtepper, der var gule av vask — og midt i en
skinnende flek av dyp fiolet silke. Det var Doris,
som laa med en guldbroderet japansk silkekimono
over natkjolen.
«Goddag, goddag Torkild!» Hun forsøkte at
rope høit og glad, men stemmen lystret ikke; det
blev bare en gjennemtrængende hvisken.
Da han kom hen til sengen og bøiet sig over
hende, slog hun armene om hans nakke og drog
ham ned til sig. Saa boret hun hodet ind i hans
bryst og brast i hjerteskjærende graat.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
