Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BONDENS SØN
79
maa sammenholde Klæderne om dem og sin Mand, holde Huset rent, låve Maden;
brygge, bage, spinde, væve, malke Køerne, vogte Svinene, — Høns, Gjæs, Svin
og Kalve skriger paa hende fra alle Gaardens Kanter, og hun »oplader sin milde
Haand og mætter det alt med Velbehag.«
Jens’ Mor var spinkel af Bygning med nogle vidunderlige blaa Øjne, hvis
Blik det ikke var nemt at slippe; de lokkede stadig til ny Fordybelse; men var
man færdig med Øjnene, var man ogsaa helt færdig. Margrethes Figur var nu
stærkt misdannet; hendes Underliv oppustet af for mange Barnefødsler og for
lidt Søvn. Hun var besjælet af en evig Foretagsomheds Aand, var den der tændte
Arnens Ild om Morgenen og slukkede Tællelyset om Aftenen. Om Søndagen,
naar alle andre lod Hvilen falde paa sig, sad Margrethe ved Enden af det lange,
sandskurede Fyrretræsbord med et Utal af smaa Benklæder og Bluser foran sig,
klippede af, riede paa og skarrede til i en Uendelighed.
En Eftermiddag i Høst havde hun været usædvanlig optaget baade ude og
inde. Jens, der nu var to Aar gammel, havde en Tid lang gaaet og puslet omkring
hende; alle Folkene var i Marken og de større Børn ude at samle Kreaturerne
ind, da det begyndte at mørknes. Margrethe havde lige løftet Nadvergrøden af
Ilden og vilde sætte sig et Øjeblik, da hun opdagede, at Barnet ikke mere var hos
hende. Hun løber til Døren og raaber: »Jens! Bitte Jens!« Intet Svar; hendes
Hjærte begynder at banke hæftigt; hun kommer i Tanker om de mange Grøfter
rundt om Gaarden; med rystende Knæ styrter hun ud ad Porten, kalder og
kalder med Røsten fuld af Graad.
»Men Herre Jesu Christ, hvor er Barnet henne!« Grøfterne efterses i største
Skynding, hun er nærved at styrte; dog Gud ske Lov, i Grøfterne var han ikke.
Men han kunde jo være gaaet ind i den store Havremark nord for Gaarden og være
falden i Søvn, og det begyndte allerede at aftnes; aa Gud, aa Gud, hvad skulde hun
dog gribe til? Havde Mads og Folkene endda været hjemme. Dog, kom de ikke
deromme! Hun styrter imod dem, men undervejs standser hun ethvert Menneske:
De har da ikke set bitte Jens — hun beskriver ham nøje — han har gaaet hos
hende lige til for et Øjeblik siden og er nu borte; hun vred sine Hænder og
skyndte sig vildt hulkende videre.
Et Kvarter efter var den hele Landsbybefolkning ude at lede efter Mads
Søndergaards Barn. Kornmarkerne omkring Gaarden blev gjennemsøgt med Lygter
og Lænkehunde, Grøfterne i Engene blev gjennemspejdede ved Blus og ved Brande,
der blev kigget i hver Digekrog, hver Tørvegrav. Hele Byen var som i Feber.
Hvor kunde Barnet dog være blevet af?
Da løstes pludselig Gaaden. I et Nabohus, hvor Jens var særdeles velkendt,
havde man den Dag Skrædderpiger. Under Moderens Optagethed havde han set
sit Snit til at stikke af og havde styret lige mod Vistis’ Hus, og uden at Pigerne
mærkede det, havde han forstukket sig under deres Arbejdsbord, og her bag en
Vold af udspilede Fiskebensskjørter havde Søvnens milde Magter besnæret Helten;
først nu under det almindelige Hurlumhej var man kommet til at sparke til ham
med Foden, og dermed var hans Idyl til Ende, for i næste Nu udleveredes han
til sin forfærdelige Bedstefar, der rystende af Vrede bar ham over Toften hjem
til Gaarden som man bærer en Gris fra Torvet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
