Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ikke, hvad man havde at holde sig til; man råbte
på forræderi, på »mangel på ideel overbevisning«
eller på uklarhed og negativisme. G. Brandes udviklede
i sine »æstetiske studier« i den anledning, at »digtekunsten
vil kun krigen for fredens skyld, den lader
kun kræfterne brydes med hverandre for at gøre
slutningsharmonien des mere fuld og dyb og
opløftende.«
Og så var æstetikerne heller ikke sikre på, at de
turde kalde denne tendensdigtning for poesi. »Det
er meget interessant osv. — men er dette poesi?«
således lød omkvædet nu, som i sin tid overfor Adam
Homo eller Phantasterne. Denne satire er harmfuldt
polemisk, ikke afklaret til humor, denne moralske
inspiration præker og moraliserer direkte ud til publikum,
er ikke æstetisk befriet. Jo mindre man vilde
se objektiviteten i Ibsens kunst, desmere så man
tendens allevegne, skønt netop den stadige tvist om,
i hvad retning tendensen gik, skulde synes at kunne
lede på ret spor. Thi det var dog en altfor upraktisk
prædikant, der bragte folk i så megen vilderede om,
hvad han prækede. I det hele — vedblev æstetikerne
— bærer denne produktion mere reflektionens end
fantasiens præg. Allerede i Kongsemnerne opløser
f. eks. en figur som bisp Nicolas sig efterhånden helt
til et abstrakt princip, og replikerne talte i 1ste udgave
endnu flere almene sententser end nu. Men i Brand
føltes den beregnende reflektion stadig igennem uden
at være forvandlet i poetisk anskuelse: personerne var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
