Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. Bismarckbruddet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
41
Den virkelige aarsak til bruddet er magtspørsmaal. Det
staar om dynastiet Hohenzollern eller dynastiet Bismarck.
En uke efter Bismarcks avsked er Hohenlohe paa
visit hos ham og uttaler sin uforbeholdne overraskelse
over, hvad der er hændt.
„Det er kommet meget uventet paa mig," siger han.
„Paa mig ogsaa," svarer Bismarck. „Endnu for tre
uker siden tænkte jeg ikke det skulde ende slik.
Forresten maatte jeg vente det før eller senere. Keiseren vil
nu engang regjere alene."
Denne uttalelse gir os nøklen til Bismarckbruddet paa
en maate, som sparer os bryderiet med at opstille
hypoteser og trække slutninger. Det er et resultat hverken
av dagens tilfældige spørsmaal, forskjel i aar eller endnu
mindre av nogen historisk nødvendighed. Det bunder
ene og alene i keiserens personlighed med dens typiske
egenskab — ubegrænset selvherskertrang — dikteret av
en uforanderlig tro paa egen fuldkommenhed.
I de tyve maaneder, som var gaat siden han overtog
regjeringen, fuld av høitflyvende drømme og absolutistiske
idealer, havde keiseren ved en række anledninger tiltrukket
sig opmerksomhed baade hjemme og ute. Det typiske
ved hans optræden er allerede nu paa det rene — dypere
gaar det ikke — og fremtiden føier intet nyt træk til.
Hans naturlige atmosfære er sensationen. I den lever
han og aander han i kraft av sit skiftende temperament,
sin urokkelige virkelyst, sin glade selvtillid. Det
samfund han vokser op i og er knyttet til, er i fortrinlig grad
skikket til at nære disse egenskaber. Her er ingen
politisk bakgrund, ingen parlamentariske traditioner, intet
maalbevisst demokrati med en rygrad av vilje og
ære-kjærhed. Til gjengjæld er der et likefrem uhyggelig
grundfond av alle de servile egenskaber, som historikeren
Treitschke allerede ved midten av forrige aarhundrede
samlet i betegnelsen Bedientengesinnung, og som man i
vore dages Tyskland har døpt med det uttryksfulde ord
Byzantinismus.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
