Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Illuminationspolitik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VII.
Illuminationspolitik.
Fire dage efter Bismarcks avsked og utnævnelsen av
Caprivi sat den nye og den gamle rigskansler og
spiste frokost sammen. Bismarck, som endnu ikke var
flyttet ut av kanslerpalæet, havde ønsket at se sin
efterfølger hos sig for at vise, at han personlig ikke havde
noget utestaaende med ham, og Caprivi, i hvis natur
smaaskaarenhed heller ikke var nogen medfødt egenskab,
havde mottat indbydelsen i samme aand.
Allikevel kunde det ikke undgaaes, at stemningen var
litt trykket.
Jeg er tilmode som et barn, som med bind for øinene
er puffet ind i et mørkt værelse," betrodde Caprivi husets
vertinde, fru Johanna. Under frokosten bemerket han
overfor Bismarck:
„Hvis keiseren havde sendt mig med mit armékorps
til et sted, hvor det truet med undergang for os, vilde
jeg først ha gjort forestillinger og derefter — paa fornyet
befaling — lystret uten at spørge efter, hvad utgangen
vilde bli. Det samme gjør jeg paa denne post."
Denne uttalelse gir et ypperlig indblik i Caprivis loyale
karakter; men kaster samtidig et grelt lys over det system,
som misbruker en saadan egenskab paa en saa orientalsk
maate. Nu var det lydighed, ikke dygtighed, som var
det vigtigste tilbehør for en rigskansler.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
