Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Træk og mottræk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
76
gesandten om, „i tilfælde av at fyrsten eller hans familie
nærmer sig Deres ekscellences hus, alene at indskrænke
sig til at svare i de konventionelle former, men undgaa
en mulig indbydelse til bryllupet. Denne forholdsregel
gjælder ogsaa gesandtskabspersonalet. . . Hans majestæt
vil ikke ta nogen notis av bryllupet".
Dette eiendommelige dokument, som blev offentliggjort
i Reichsanzeiger 7. juli 1892 — omtrent en maaneds tid
efter bryllupet — men som Bismarck allerede havde faat
vite indholdet av under sit ophold i Wien, vakte, som
rimelig var, pinlig opmerksomhed. Ved Bismarcks fald to
aar i forveien havde et fransk blad git hans landsmænd den
attest, „at tyskerne ikke er noget stort folk". Mange av
dem havde under indtrykket av, hvad der senere var
hændt, med sorg og bitterhed indrømmet rigtigheden av
denne dom. Men aldrig var det blit saa overvældende
klart som nu. Det var smaaskaarenheden i den værste
form, som nu behersket det offentlige liv — ovenfra
nedover — naget og misundelsen, som allerede Tacitus
var opmerksom paa som en av skjødesynderne hos de
gamle germanere. Men om magthaverne slet sig op
propter invidiam — paa grund av had — var det i
nationens medfødte høvdingetrang et element av hengivenhed
og taknemmelighed, som nok kunde holdes nede for en
tid, men i længden ikke lot sig utfordre ustraffet.
Nu var maalet fuldt.
I det øieblik Bismarck med keiserens sanktion officielt
blev trykket ned i den kategori av personer, som man
ikke kunde motta ved et gesandtskab, og som man blev
advaret mot at indlate sig med, samtidig med at den
officiøse presse begyndte at gaa løs paa ham i artikler,
som gik ut paa, at han prisgav sit eget verk, og at ingen
kunde maale den skade, som han med forsæt havde villet
tilføie fædrelandet — i det øieblik reagerte det tyske
folk. Hans tilbakereise fra Wien formet sig som et
triumftog. I Dresden, München og Kissingen stod
folkejubelen som et veir omkring ham, og efter hjemkomsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
