Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Jubelaaret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IX.
Jubelaaret.
I 1895 havde det tyske rige sit store jubelaar.
Et kvart aarhundrede var gaat siden det
betydningsfulde tidsskille i Europas historie, som betegnes ved det
franske keiserdømmes fald og grundlæggelsen av
Tysklands enhed. Det var en begivenhed, som i særlig grad
var skikket til at appellere til den nationale samfølelse og
til at vække minder tillive, som maatte være dyrebare
for enhver tysker. Rigtignok havde tidens tand tæret
endel paa seierskransen, og mange blade, som havde staat
i gyldent skjær for samtiden, var i aarenes løb visnet
under historiens ubarmhjertige søkelys. Men der levet
fremdeles saa mange tusener, som havde været med i
1870 — som havde sine savn og saar, sin lykke og sit
livs stolthed i mindet om sin indsats i kampen for
fædrelandets gjenreisning — at der skulde være grund til at
imøtese et utbrud av national samfølelse, som vilde gi
gjenlyd over verden.
Som bekjendt skedde intet av dette. Jubelaaret blev
som festnummer nærmest en fiasko. Arbeiderne var
behersket av likegyldighed og en undertrykt forbitrelse, som
var en naturlig følge av de mange krænkelser de havde
været gjenstand for — for ikke at tale om, at den
blod-og jernpolitik, som her feiret sit største minde, var saa
væsensforskellig fra socialdemokratiets, at der ikke førte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
