Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Teori og praksis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116
i følelsen og en ikke mindre utpræget bitterhed og
voldsomhed i formen. Nederdrægtige og gemene gjerninger;
samvittighedsløse agitatorer, som utbytter og terroriserer
masserne; grov løgn; ophidselse mot alteret og tronen —
er nogen av de utbrud det strømmer over med i disse
taler, som hører, til de mest utfordrende han har holdt.
Det er bare billig at gjøre ham den indrømmelse, at
saavel det konservative som det nationalliberale parti ut
gjennem nitiaarene stadig anbefalte ham at gjøre sig færdig
med socialdemokratiet ved hjælp av et statskup, og at
en saa anset mand som professor Delbrück saa sent
som i 1895 gav denne tanke sin mest uforbeholdne støtte
i en artikel i Preussische Jahrbücher. „Det er nødvendig,"
skriver han, „at den følelse vækkes inden alle klasser av
befolkningen, at socialdemokratiet er en gift, som bare kan
stanses ved den sterkeste og mest samlede motstand," og
det er en kjendsgjerning, at millioner i Tyskland tænkte og
følte som denne autoritet. Det er derfor baade psykologisk
og politisk forklarlig, at disse raad egget keiseren, vakte
planer tillive og glødet op under ordene. Men det er
likesaa utvilsomt, at gamle professor Mommsen — Roms
geniale historiker — havde ret, da han protesterte mot denne
opfatning i de fordomsfri ord: „Der maa bli en ende
paa den overtro, som er likesaa falsk som den er
taabelig, at nationen er delt i lov- og ordenspartier paa den
ene side og et revolutionsparti paa den anden, og at det
er den første og største pligt for borgerne av førstnævnte
kategori at sky arbeiderpartiet, som om det var i karantæne
for pest, og at bekjæmpe det som statens fiender."
Men det er ikke bare utenrigs- og indenrigspolitiken,
som lider av ustøhed; ogsaa hærledelsen — den
admini-strationsgren, som man allermindst skulde vente det om —
svaier i draget av de keiserlige reformbyger. Keiseren
tiltræder sin regjering med den erklæring vi allerede har
citeret om, at han betragter sig som ett med hæren, og i
aarenes løb er han ikke blit træt av at betone, at han
betragter hæren som rocher de bronze, som riget hviler paa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
