Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Skuffelser ved aarhundredskiftet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
141
sammenstøt i denne verdensdel; men det antydet
samtidig, at der var en anden magt, som England med
sikkerhed kunde gjøre regning paa som allieret — nemlig Japan.
Det blev fra engelsk side paapekt som en eiendommelighed,
at Tyskland ønsket alliancen utstrakt til ogsaa at omfatte
Nord- og Sydamerika, hvor Tyskland vitterlig ikke eiet
en eneste koloni. Men Tyskland forsikret indtrængende,
at dette netop var et bevis paa uegennyttigheden i dets
politik. England var ikke istand til at tilegne sig denne
opfatning og var desuten ængstelig for, at en tilslutning
til den tyske politik, som i sin tendens var rettet mot
Monroe-doktrinen,1 engang i fremtiden kunde føre til
konflikt med de Forenede Stater. Men ogsaa fra et europæisk
synspunkt havde det eventuelle forbund sin store svakhed
for Englands vedkommende. Ved at garantere Tyskland,
hvad dette land i øieblikket eiet i Europa, vilde England
samtidig ha avgjort spørsmaalet Elsass-Lothringen i
Tysklands favør og dermed paadraget sig varig had og bitterhed
fra fransk side. Under disse omstændigheder fandt
England sig ikke opfordret til at gaa med paa det tyske
forslag, og det paatænkte forbund bortfaldt. Isteden indgik
England kort efter den bekjendte alliance med Japan, som i
løbet av nogen aar skulde faa en saa avgjørende betydning.
Der foreligger i Hohenlohes dagbog for 1900 en
uttalelse av keiseren, som ved første øiekast gjør det
vanskelig at forklare, hvorfor han med saa stor ihærdighed
søkte Englands venskab ikke bare ved denne leilighed,
men ogsaa tidligere. Den lyder saa: ,Jeg liker England
og engelskmændene. Men jeg har ingen tillid til deres
politik."
Forklaringen ligger allikevel snublende nær. Det er
den tyske Realpolitik, som hererute og forsøker sig,
frigjort for alle konventionelle hensyn. Eller, som en fransk
politiker engang har uttrykt det: „Keiseren tilbyder Dem
1 Av 1823; opkaldt efter den bekjendte præsident James Monroe
<1817—25). Den gaar ut paa, at de Forenede Stater ikke vil taale
nogen indblanding i de amerikanske staters indre anliggender.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
