Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVII. Et interview og følgerne af det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
167
bitter personlig krænkelse. En stor del av deres aviser
advarer nationen mot at gripe den haand, som jeg rækker
mot dere, og paastaar, at min anden haand holder en
dolk truende mot Britannien. Jeg kan bare gjenta atter
og atter, at jeg er Englands ven. Men jeg befinder mig
i mindretal i mit land med denne følelse. I brede lag i
Tyskland — inden de lavere stænder og middelstanden —
er stemningen uvenlig mot dere. Av al magt arbeider
jeg paa at bedre det gjensidige forhold mellem os, og
allikevel betragter dere mig som arvefienden.
Under den sydafrikanske krig var Tyskland fyldt av
den mest fiendtlige stemning mot dere. Offentlig og
privat vendte opinionen sig mot England.
Men hvad gjorde jeg? Hvem har gjort en ende paa
boerførernes rundreise, som havde til formaal at
fremkalde en europæisk intervention mot dere? Jeg.
Disse folk blev tiljublet i Holland og Frankrige, og det
tyske folk vilde gjerne ha flettet kranse for dem. Men
jeg vægret mig ved at motta dem, og straks ophørte
agitationen, og Englands fiender kunde ikke utrette noget.
Da kampen raste som aller værst i Sydafrika,
opfordret Ruslands og Frankriges regjeringer os til en fælles
aktion og til at fremtvinge en avslutning paa krigen. De
mente, at tiden nu var inde til at tvinge England ij støvet.
Jeg svarte, at Tyskland aldrig vilde medvirke til at hitføre
Britanniens nederlag, og at det aldrig vilde kunne vindes
for en politik, som kunde bringe det i konflikt med en
sjømagt av Englands rang. I arkivet i Windsor Castle
ligger det telegram, hvori jeg meddelte dronning Victoria de
planer Englands fiender havde, og det svar jeg havde git.
Men ikke det alene. I „den sorte uke",1 da alle
feilene deres hobet sig paa hverandre og et brev fra min
ærværdige bedstemor forraadte hendes sjæls dype
kummer, nøiet jeg mig ikke med at uttrykke min sympati i
et hurtig svar. Jeg gjorde endnu mere. Jeg lot ved en
1 The Black Week (dagene 10.—16. decbr. 1899), som betegnes
yed nederlagene Stormberg, Maggersfontein og Colenso.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
