Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVII. Et interview og følgerne af det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
171
folks nationalforsamling i en situation, som ifølge sin natur
maatte være pinlig.
Men angrebene paa kronen tiltog allikevel i
voldsomhed, snarere end de avtog, og nogen dage senere holdt
socialisten Heine en tale, som vakte likefrem opstandelse
ved sin dristighed, men allikevel ikke blev paatalt med et
eneste ord fra ministerbænken.
„Keiseren har vænnet sig til at tale om alle mulige
emner," ytret repræsentanten. „Han taler om videnskab,
men drømmer ikke om at videnskabsmændene ryster paa
hodet. . . Han taler om kunst, men vet ikke, hvorledes
man smiler i kunstnerkredse. Han taler om politik —
det har vi hørt nok av. Takket være keiseren er der nu
«ndnu engang skapt national enighed, men det er
indignationens enighed."
Grunden til regjeringspartiets holdning var i like grad
at søke i angrebets personlige karakter som i den objektivt
vigtige betragtning, som laa til grund for det — at et
personlig regimente efter keiserens ideal var umulig allerede
av praktiske grunde, fordi det ikke er givet nogen dødelig
at være hjemme paa alle omraader i en saa specialiseret
tid som vor. Det havde sine vanskeligheder at være
enevoldshersker allerede i Fredrik den andens dage, og
selv Bismarcks kjæmpekonstitution holdt nu og da paa at
gi efter under byrden av rigskanslerhvervet. Nu var
rigskanslerforretningerne tre-fire gange saa svære som i
hans tid, og allikevel skulde keiseren være sin egen
rigskansler — foruten alt andet. Det var indlysende, at det
ikke kunde gaa i længden, og det var haabløst at levere
endog et skin av forsvar for det. Derfor tiet
regjeringspartiet for at forebygge en kanslerkrise og undgaa, hvad
en konservativ taler kaldte „en aapen krigserklæring
mellem kronen og nationen".
Merkelig nok syntes dette alvorlige konstitutionelle uveir
at gaa sporløst henover keiseren. Mens nationen gik og
ventet paa, at der skulde komme en eller anden uttalelse
fra keiseren i retning av en bekræftelse paa rigskanslerens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
