Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
IX.
Den gamle Lavretzky kunde længe ikke tilgive
Sønnen hans Giftermaal. Dersom Ivan Petrovitsch
et halvt Aarstid efter, at Begivenheden var sket,
var vendt angrende tilbage og havde kastet sig for
hans Fødder, vilde den Gamle maaske have tilgivet
ham og blot iforvejen have læst ham ordenligt
Texten eller maaske ogsaa, for at forskrække ham,
have rørt ved ham med Krykkestokken; men istedetfor
blev Sønnen i Udlandet og lod fem være lige. —
»Ti stille! Understaa Dig ikke!« plejede Peter
Andreitsch at fare op mod sin Kone, hver Gang
hun søgte at stemme ham til Mildhed: — »den
Grønskolling kan takke sin Gud, saalænge han lever,
for, at jeg ikke gik hen og forbandede ham; min
salig Fader vilde paa Stedet have slaaet ham ihjel
med egen Haand, og deri vilde han have gjort
Ret.« Medens den Slags forfærdelige Udbrud stod
paa, plejede Anna Pavlovna i al Hemmelighed at
slaa Kors for sig. — Hvad Ivan Petrovitsch’es
Kone angik, saa vilde den Gamle i Begyndelsen
heller slet ikke høre Tale om hende. Paa et Brev
fra Pestov, hvori denne nævnede Svigerdatteren,
lod han svare, at han vidste ikke af, han havde
en saakaldet Svigerdatter; forresten var det forbudt
i Loven at optage i sit Hus Piger, som var løbet
bort fra deres Herskab, og han ansaa det for sin
Pligt at advare ham, Pestov, derimod. Senere, da
han fik at høre, at der var født ham en Sønnesøn,
blev han dog mildere tilsinds, forhørte sig paa
anden Haand om, hvorledes Moderen havde det,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 01:16:21 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/adelrede/0058.html
