Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Pavlovnas Soveværelse, kastede hun sig paa Knæ
henne ved Dørtærskelen. Den Syge vinkede ad
hende, at hun skulde komme hen til Sengen, tog
hende i sine Arme og velsignede hendes Søn;
derpaa vendte hun det af den haarde Sygdom
afmagrede Ansigt om mod sin Ægtefælle, som om
hun vilde sige Noget.
— Jeg vèd det, jeg vèd, hvad det er, Du vil
sige, faldt Peter Andreitsch ind: — vær Du kun
rolig: hun skal blive hos os, og for din Skyld
vil jeg ogsaa tilgive Vanka.
Anna Pavlovna greb, saa daarligt hun kunde,
sin Mands Haand og trykkede den til sine Læber.
Samme Aften døde hun.
Peter Andreitsch holdt Ord. Han underrettede
Sønnen om, at han for den afdøde Moders og
Drengen Fedors Skyld tog ham til Naade igjen og
optog Malanja Sergejevna i sit Hus. Der blev
anvist hende to Værelser i Mezzaninetagen;
Svigerfaderen præsenterede hende for dem af sine
Gjæster, han havde mest Respekt for, nemlig en enøjet
Oberst Skurechin og hans Kone, og han gav hende
to Piger og en lille Bydreng til Opvartning.
Marfa Timofejevna sagde Farvel til hende: hun
kunde ikke døje Glafyra, tre Gange paa èn Dag
havde hun været oppe at skjændes med hende.
I Førstningen følte den stakkels Kone sig ilde
tilmode og underlig fremmed; men hun kom ud
over det og vænnede sig tilsidst til sin Svigerfader.
Han vænnede sig ogsaa til hende, ja han kom
endog til at holde af hende, skjøndt han saagodtsom
aldrig talte til hende, og skjøndt der laa en vis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
