Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
146
Karethen hen ad Vejen. Lisa bøjede sig forover;
Maanen som lige var staaet op, skinnede hende ind
i Ansigtet, den fine, duftsvangre Nattevind kølede
hendes Øjne og Kinder. Hun befandt sig saa
usigelig vel. Hendes Haand" hvilede paa Vognvinduet,
ved Siden af Lavretzkys. Han følte sig ogsaa
rigtig glad og tilfreds; han red der, bestandig
længere og længere frem gjennem den stille, varme
Nat, havde ikke Øjnene borte fra det milde, aabne
Ansigt, og lyttede til den unge, selv naar den
hviskede, fuldtonige Stemme, som talte saa
ligefremme og hjertelige Ord til ham. Endelig
opdagede han, at han allerede havde redet over
Halvvejen. Han vilde ikke vække Marja Dmitrievna,
trykkede midt under Farten Lisas Haand, og sagde:
»nu er vi dog Venner, ikke sandt?« Hun nikkede,—
han holdt sin Hest an. Sagte løftet og vugget
rullede Karethen videre; han red i Skridtgang
tilbage til sit Hjem. Sommernattens Troldom
betog ham; Alt rundt omkring forekom ham saa
forunderligt, saa overraskende, og dog paa samme
Tid saa længst og saa venligt bekjendt; nær og
fjernt — (og selv langt borte traadte mangfoldige
Ting frem, skjøndt Øjet ikke kunde gjøre sig nogen
tydelig Forestilling om dem) — laa Alt i dyb Hvile;
men denne Hvile var svanger med ungdommeligt,
fremblomstrende Liv. Lavretzkys Hest travede tappert
afsted, fulgt paa den ene Side af sin brede, sorte
Skygge. Der var noget Hemmelighedsfuldt, noget
Velgjørende i Hestens raske Hovslag, noget
Oplivende, næsten Vidunderligt i Vagtlernes Slag.
Stjernerne forsvandt som i et Taageslør; Maanen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
