Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
163
>Naa, tænkte Lavretzky: — jeg vil ikke være
EgoistU–og han gik ind. Der kom Ingen og
tog imod ham. Ogsaa i Dagligstuen lod der til
at være ganske stille; han lukkede Døren op, og
fik Øje paa Marja Dmitrievna, som sad og spillede
Piquet med Panschin. Panschin hilste stiltiende paa
ham, men Fruen udbrød: »Ah, det var et uventet
Besøg 1« og rynkede Pande. Lavretzky satte sig
hen ved Siden af hende og saa’ i hendes Kort.
— Kan De spille Piquet? spurgte hun med
tilbagetrængt Uvilje, og erklærede straks efter, at
hun havde spillet galt.
Panschin meldte Halvfems, og gav sig saa,
beskedent og roligt, med en værdig og alvorlig Mine,
til at tage Stik hjem. Saadan spiller vistnok
Diplomater, og formodenlig havde han i St. Petersborg
spillet akkurat paa selvsamme Maade med en eller
anden indflydelsesrig Højtstaaende, hvem han ønskede
at bibringe en gunstig Mening om sin Forstand og.
sin Modenhed. »Hundrede og Et, Hundrede og To,
Coeur, Hundrede og Tre,« meldte han; og Lavretzky
kunde ikke rigtig komme paa det Rene med, hvad
der laa i ’Stemmeklangen: stille Bebrejdelse eller
resigneret Selvbevidsthed?
— Er Marfa Timofejevna at faa i Tale? spurgte
han, da han saa, at Panschin — endnu mere
værdigt end før — gav sig til at blande Kortene.
Der var ikke længer Spor af Kunstneren at opdage
hos ham.
— Ja det antager jeg; hun er oppe paa sit
Værelse, svarede Marja Dmitrievna. — De kan jo
forhøre Dem.
11*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
