Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXI - XXXII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170
min Sjæl!« . . . Hun bad endnu stadig stille, og
inderligt; der var et lykkeligt Udtryk i hendes
Ansigt, — og han blev igjen blød om Hjertet, og bad
. . . tiggede — tiltiggede sig af hendes Sjæl Fred
og Tilgivelse for sin egen.
De traf sammen ude i Forhallen; hun hilste paa
ham med et paa éngang glad og tankefuldt alvorligt
Udtryk. Solen skinnede lyst paa Kirkegaardens
spæde Græs og paa Kvindernes kulørte Kjoler og
Hovedklæder; fra de nære Kirketaarne vuggede
Klokkeklangen hen gjennem Luften; rundt om
i Hækkene kvidrede Spurvene. Lavretzky stod
med blottet Hoved og smilte; en sagte Vind legede
med hans Haar og med Baandene paa Lisas Hat.
Han hjalp Lisa og Lenotschka (som ligeledes havde
været i Kirke) ind i Vognen, uddelte alle de Penge,
han havde hos sig, til de Fattige, og gik saa
langsomt hjem.
XXXII.
Der kom en drøj Tid for Fedor Ivanitsch.
Han befandt sig uafbrudt som i Feber. Hver
Morgen gik han hen paa Posthuset, aabnede spændt
Breve og Avispakker — og fandt stadig
Intetsomhelst, der kunde enten bekræfte eller gjendrive det
skæbnesvangre Rygte. Af og til blev han næsten
væmmelig ved sig selv: »Hvorfor, tænkte han, gaar
jeg her og venter, ligesom Aadselgribben paa Bytte,
paa at faa Efterretningen om min Kones Død
bekræftet?« Han var daglig henne hos Kalitins, men
heller ikke dér følte han sig vel tilmode: Fruen i
Huset viste ham altid et surt Ansigt og tog kun
imod ham af Naade; Panschin var overdreven høflig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
