Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•206
og fulgte ham med Øjnene, de var endnu bestandig
smukke, skjøndt de nederste Øjenrande ganske vist
var sminkede.
Lavretzky var længe ikke istand til at faa et
Ord frem. Han mærkede, at han var ikke Herre
over sig selv; og han saa’ tydeligt, at Varvara
Pavlovna var ikke Spor af bange for ham, uagtet hun
anstillede sig, som om hun var lige paa Nippet til
at besvime.
— Jeg antager, Frue, begyndte han endelig,
og trak Vejret dybt og bed af og til Tænderne
sammen: — at vi To behøver ikke at spille Komedie
for hinanden. Jeg tror ikke paa Deres Anger; og
selv om den ogsaa var oprigtig, — saa er det mig
dog umuligt at vende tilbage til Dem, at leve
sammen med Dem!
Varvara Pavlovna bed sig i Læberne og kneb
Øjnene sammen. »Det er Foragt! tænkte hun: —
Alt er forbi; jeg er ikke engang et Fruentimmer
længer i hans Øjne.«
— Det er umuligt! gjentog Lavretzky, og
knappede sin Frakke helt op i Halsen. — Jeg véd ikke,
af hvad Grund De har fundet for godt at begive
Dem hertil: De er formodenlig kommet tilkort med
Deres Penge?
— Ak . . . De fornærmer mig! sagde Varvara,
halvt hviskende.
— Det faar nu være, som det være vil . . De
er desværre nu engang min Kone. Jage Dem bort
kan jeg ikke . . men jeg vil gjøre Dem et Forslag.
De kan endnu idag, hvis De har Lyst til det, flytte
ud til Lavriky og blive boende der; Gaarden er,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
