Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 4. Darwin og utviklingslæren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
105
fra det egentlige stridsspørsmaal ved veltalende digres-
sioner og.en behændig appel til religiøse fordomme.*
At professor Owen hadde uret i sin anatomiske paa-
stand, men aldrig offentlig erkjendte sin feiltagelse, —
ogsaa dette kom forkjæmperne for utviklingslæren tilgode
i den almindelige opinion.
Tiltrods for Owens og Agassiz’ og mange andre bio-
logers motstand blev avstamningslæren gjennem Darwins,
Wallaces, Huxleys og mange andre forskeres altid økede
bevismateriale mere og mere uimotstaaelig, især da palæ-
ontologien og embryologien mægtig støttet avstamnings-
læren, saa at sige fra hver sin side. Hvortil kom flere og
flere" vidnesbyrd fra den sammenlignende morfologi. En
menneskealder efter den navnkundige debat mellem biskop
Wilberforce og Huxley uttalte Lord Salisbury, en kon-
servativ mand baade i politisk og religiøs henseende, ved
et møte i det samme Oxford og i den samme videnska-
belige forening (The British Association): ,Det er en
kjendsgjerning, at Darwin har gjort ende paa læren om
arternes uforanderlighet.* Dette var i 1894, aaret før Lord
Salisbury for anden gang blev det britiske verdensrikes
førsteminister og øverste ansvarlige magthaver, i nogen
aar antagelig verdens mægtigste statsmand. I løpet av en
menneskealder, kan man sige, var utviklingslæren blit en
bestanddel av de dannede klassers verdensanskuelse inden
hele den engelsktalende verden, og for det meste ogsaa
i de øvrige kulturlande.
Åt avstamningslæren denne gang hadde saa meget større
held med sig end paa Lamarcks tid og trængte forholds-
vis hurtig igjennem, dette resultat skyldtes vel ikke alene
Darwins og hans medarbeideres storartede bevismateriale,
men ogsaa det enkle — det altfor enkle — i den nye
aarsaksforklaring og flere sammenstøtende omstændigheter.
I mellemtiden mellem Lamarck og Darwin, altsaa i de
50 aar mellem 1809 og 1859, hadde Alfred Lyell frem-
sat sin geologiske utviklingsteori. Tyskeren Karl von
Baer, som senere optraadte mot Darwins teori, hadde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
