Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sven Tveskæg. — Harald. — Knud. (Louis Moe)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
s- –J ,,- JZUVNJJZJ 3737 ’ « Y
. ’ d- Z-,-«ssr;fz-1H-, ,,-
Sk-
I
R
W
S
S
)«
k-:
fornærmede han hende paa det groveste. Det glemte den stolte Kvinde ham
ikke. Da hun ægtede Sven Tveskæg, tilskyndede hun ham til Hævn, og
ligeledes æggede hun sin Son, Olav Skotkonge i Sverige, til Fjendskab mod
Olav Tryggvesøn. Hvad der ogsaa i hoj Grad maatte freinskynde en Krig
med Norge, var den gæstfri Modtagelse, Haakon Jarls Sonner fandt i Dan-
mark og Sverige; Sven Iarl ægtede Olav Skotkonges Soster Holmfred,
medens Sven Tveskcrg knyttede hans Broder Erik Iarl til sig og gav ham
sin Datter Gyda til ægte.
Danmark, Sverige og de landflygtige Uordmcend dannede nu et mægtigt
Forbund mod Olav Tryggvesøn· Dog dristede den kække norske Konge sig
gennem de danske Farvande ned til den vendiske Kyst, rimeligvis for at soge
Forbundsfæller; men i Svoldersund ved Rygen blev han angreben af sine
overmcegtige Fjender· De fleste Skibe af Olavs Flaade vare sejlede forud;
dette Vanheld skyldtes ifølge Sagaen Sigvalds Underfundighed Kun ll
Tangskibe havde den norske Konge tilbage; men han vilde ikke høre noget
om Flugt, lod sine Skibe binde sammen, kæmpede djcervt og afslog Fjendernes
første Angreb. Selv stod han paa det midterste Skib, »Ormen lange«, størst
af alle Snekker i Uorden; derfra styrede han Forsvaret, kendelig paa sin
hoje Vækst, gylden Hjelm og Skjold og den rode Silketroje over Brynjen·
Dog lærte Fjenderne snart at nytte deres Overmagt. De rettede Hoved-
kampen mod det yderste Skib i Olav Tryggvesons Flaaderække, ryddede det
og huggede det løs fra de andre. Saa gik de til det næste, og saaledes
bleve de ved: Skib efter Skib blev taget; de fleste af Olavs Krigere faldt,
de andre sprang over paa Kongesnekken, som tilsidst var ene tilbage. Erik
Iarl lagde da sin svære ,,Jernbarde« jævnbords med Ormen lange, og nu
blev Kampen haardest. Olav stod i Lyftingen og sendte Spyd og Pile mod
Fjenderne, men hans Mænd faldt hobevis foran ham. Den unge Ejnar
Tambeskcelver rettede forgæves sine Pile mod Erik Iarlz hans Buestreng
brast med Brag ,,Hvad var det, som brast?« sagde Kongen. ,,Norge af
din Haand, Konge,« svarede Ejnar, og han talte sandt. Med svære Bjcelker
tvang Erik Jarl den hoje Kongesnekke ned i den ene Side, saa hans Mænd
lettere kunde entre den; Fod for Fod kæmpede de sig frem, allerede vare
de midtskibs, og Olav Tryggveson havde efter sigende kun 8 Mand tilbage.
Ormen lange stod ikke længer til at værge, Olav sprang i Havet, og ingen
vidste sikkert at have set ham siden. Skjoldekvadene gav Erik Iarl Hoved-
ceren for Sejren; men de Danske med deres store Flaade maa have bidraget
væsentligst til den. Mindeværdig som ingen anden Sokamp blev Svolderslaget
over hele Uorden; det var Kampen, ,,da Kongerne sloges«, som det læses paa
en jydsk Runesten Efter de flestes Mening stod den store Sokamp Aar l()00.
Rorge deltes mellem Sejrherrerne. Sven lod en Del af sine Besiddelser, der
omfattede det meste af det Søndenfjældske, styre af Erik Jarl «
Et rystende Optrin kaldte Sven Tveskceg til ny Vesterlandsfcerd St.
Briccius’s Dag 1002 havde 2Ethelred ladet myrde alle de Danske, som Ungd-
sakserne kunde overmande, blandt dem Svens Søster Gunhild og hendes
Mand Pallig To Aar i Træk hærgede Sven nu det ulykkelige England,
og kun Hungersnoden i Landet hindrede ham i at fortsætte Odelceggelferne
67 ——
MMDSMR ZTNHDSSR De Den-) , « " ssnes Skove-e-
Senere kom ny danske Flaader, den sidste ført af Sigvalds Broder, Thorkli
den Hoje Vikingerne rasede trindt omkring, selv Canterburys eet-værdige
2Erkebiskop, 2Elfeah, blev et Offer for deres Grusomhed. Da 2Erkesædet
blev erobret, faldt han i de Danskes Hænder og maatte betale Losepengez
senere tog han sit Løfte tilbage, og nu bleve Vikingerne rasende: forgceves
sogte Thorkil at redde hans Liv, IElfeah blev slæbt frem og overdænget
med Stene, Træstykker og Ben, indtil Vikingen Thrym af Medlidenhed
gjorde Ende paa hans Lidelser ved et kraftigt Oksehug Hensynslost af-
pressede Vikingerne tilmed det for-pinte Land uhyre Summer i Danegaeld,
først 56000, dernæst 5000, tilsidst 48000 Pund Sølv. Nu syntes Englands
Kræfter udtømte. Da Sven i Juli (0l3 stævnede dertil med en vældig
Flaade, opgav Ilngelsakserne næsten helt at gøre Modstand, og Kong 2Ethel-
red flygtede til Normandiet De Danskes Krigersnille i Forbindelse med de
opløfte Forhold blandt Ungelsakserne lagde det store England for den danske
Erobrers Fod. Da blev Sven reven bort fra sit stolte Sejrsløb. Han døde
ved Gainsborough 3. Febr. Opl-
Det uventede Dødsfald var Englænderne et Mirakel; men de Danske
sorgede. Thi Sven havde ikke blot været en stor Hrrrforer, han havde ogsaa
i Fred været en god Konge. Han styrkede Landets Forsvar og hævede
Byerne, særlig Roskilde, som blev Bispesæde. Kristendommen trængte igen-
nem næsten overalt; Missionstiden var dermed til Ende. Medens den nidkære
Biskop Godebald virkede i det østlige Danmark, blev Kongens egen Fiscende
Odinkar Biskop over hele Narrejylland og fremmede ved sin dygtige Styrelse
Kirkens Sag: den ophorte at være en Gæst fra Udlandet og kunde mødes
med det folkelige. Den angelsaksiske Kultur begyndte at faa større Ind-
flydelse paa den danske. Efter engelsk Forbillede lod Sven Tveskæg saa-
ledes præge de første egentlige danske Mønter.
I Danmark valgte man Svens Søn Harald til Konge, men den
danske Heer i England hyldede Knud. Iliigelsakserne rejste sig imidlertid
straks, og den unge Konge maatte skyndsomst vige for 2Ethelred· De engelske
Gisler, som hans Fader Sven havde faaet, landsatte han ved Sandwieh efter
at have ladet Hænder, Oren og Næsen hugge af dem, og dernæst sejlede
han til Danmark- 2Ethelred begyndte en Forfølgelse af de dansksindede i
England, og man satte sig for at krænke den afdode Erobrers Gravfred;
men det lykkedes nogle Kvinder at redde Sven Tveskeegs Lig og føre det
til Roskilde I Danmark vilde Harald ikke give Knud Del i Kongedommet,
men han rustede en pragtfuld Flaade til hans nye Englandstog. Thorkil
den Høje, som havde været i IEthelreds Tjeneste, kom sejlende til Knud og
sluttede sig til ham; Erik Jarl var ogsaa rede til at gøre sin Svoger Følge,
og Olav Skotkonge sendte en Del svenske Ledingsskibe Med denne Hjælp
fra Danmark og Sverige vendte Knud tilbage til England og vandt Herre-
dømme over hele Landet undtagen London og Omegn. AEthdred ,,den
Raadvilde« døde (2lpril l0l6), men hans Søn Edmund Jernside førte Kugel-
sakserne til en sidste Kamp mod de Danske. Helteaanden var atter kaldt til
Live, Englænderne forsvarede London med stor Kraft og sejrede i flere Slag.
Usiclcikssbk Gzld
Ogsaa ved Ussandun var Knud i Færd med at tabe, hans Mærke, det
danske Ravneflag, var ved at falde, og hans Mænd flyede; da skal en rask
Sjællandsfar ved Navn Tymme have sat en grøn Gren paa sit Spyd og
holdt den op som Mærke, og ud paa Aftenen var Sejren de Danskes. Der-
ncest sluttede de to unge Medbejlere Fred paa en O i Severn og delte
England; men kort efter døde Edmund (Nov. 1016), og Erobrerkongen
blev hyldet i hele Landet.
Knud delte England i fire Dele. Selv styrede han Wessex, det angel-
saksiske Riges Hovedland. Over Uorthumberland, Ostangel og det mellem-
liggende Merkia satte han sin Svoger Erik, Thorkil den Høie og Eadrik
Streona som Jarler. Eadrik var en angelsaksisk Forræder, der havde hjulpet
de Danske, og skønt han atter en Tid havde sveget dem, fik han nu helt
ufortjent stor Icre Knud ønskede dog blot at skaffe den upaalidelige og
trolose Jarl til Side, da han havde haft den Nytte af ham, han kunde faa;
allerede i Julen 1017 lod han ham og nogle andre angelsaksiske Høvdinge
dræbe, næppe uden Grund. Den unge Erobrerkonge optraadte i det hele
haardt og strengt. Endnu en Gang maatte England udrede en trykkende
Danegasld paa ikke mindre end 82500 Pund, og for at sikke sig og sine
Efterkommere den engelske Trone fjernede Knud alle IEtlinger af den gamle
Kongeslægt: Edmund Iernsides Broder Eadivig landsforviste han, og Ed-
munds smaa Sønner lod han bringe til sine Freender i Polen, hvorfra de
senere kom til Ungarn. Samtidig godtgjorde dog allerede adskillige af Knuds
Handlinger, at han i større og større Omfang stræbte at vinde Ungelsakserne:
Han værnede om de tidligere Kongers Love; han sonede de Danskes Vikinge-
færd ved at genopfore ødelagte Kirker og Klostre og byggede i Fællig med
Thorkil en Kirke paa Hojderne ved Assandun, ligesom han viste St. Ed-
mnnds og 2Erkebiskop 2Elfeahs Minde seerlig 2-Ere, fordi de vare faldne
for Danskernes Haand. Fremfor alt ægtede han IEthelreds Enke Emma,
en Datter af Hertug Rikard af Normandie Knud var da kun lidt over 20
Ilar, Emma mindst en halv Snes Ilar ældre-, men IEgteskabet blev lykkeligt.
Emma var baade klog og from og blev sin unge 2Egtefælle en god Støtte-
Hun fødte ham Hardeknud og Datteren Gunhild For sit Bryllup med Emma
havde Knud haft en angelsaksisk Frille, 2Elgife, der blev Moder til Harald
Harede og Sven.
Ved Haralds Død (l018) blev Knud tillige Konge i Danmark. Fra
nu af slog han end mere ind paa sin angelsaksiske Politik: han vilde bevare
England for dets egne Sønner Det huede ikke de danske Krigere i England,
at de overvundne Ungelsaksere skulde være ligestillede med dem. Med sine
Skatte maatte Knud da stille deres Misnoje og derpaa føre de nroligste
Hoveder tilbage til Danmark. J et endnu bevaret Brev har han selv fortalt
om sin Handlemaade i denne vanskelige Sag. Det kan ogsaa betragtes som
et Led i denne Udviklingsgang, at Thorkil den Hoje, Knuds mest betroede
Mand, blev forvist fra England, og en Augelsakfer, Godwin, blev nu den
Raadgiver, han sæt-lig havde Lid til. Faa Uar efter (l123) udsonede Knud
sig ganske vist med Thorkil og gjorde ham til Iarl i Danmark samt Værge
for Harald Harefod; men til England kom den danske Høvding aldrig mere.
— 69
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
