Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knud den Store. (Louis Moe. Frisen paa Bagsiden af G. Blom)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IJQ«
N«
sd— .
As;
sTI
i
Ogsaa Erik Jarl forsvinder fra Skuepladsen, uden at vi med Sikkerhed kunne
sige, hvad der er blevet af ham. De store nordiske Hovdinger vare nu borte;
des kraftigere lod Knuds engelske Politik sig gennemfore. Forvandlingen er
sket: den grumme Viking er bleven en af Enropas fremmeligste Knlturkonger.
Var Knud hensynsfuld i sin Styrelse, var han dog paa den anden Side
myndig og gennemtrcrngt af Tanken om Kongedommets Hojhed. Selvfolelsen
sammensmeltedes imidlertid med religiost Sind-’ ZNagten var ham en Gave
fra Gud, Kongepligterne saa han i Kristendommens Lys. Derfor var han
ogsaa Kirkens Støtte og Præstestandens Velynder Han har ceret TErkebiskop
Living af Canterbury som faderlig Raadgiver, og han har omgaaedes hans
Efterfølger 2Ethelnoth som sin fortroligste Ven. »Bisperne var han en
Medbisp og Munkene en Broder«, siger en samtidig flandersk Munk, der
har givet et lille Livsbillede af Knud. Klostrene havde særlig hans Kask-
lighed, og denne Interesse bidrog væsentlig til at udvide hans Synskreds
langt ud over Englands Strande. Med Opmærksomhed fulgte han det store
kirkelige Opsving, som ndgik fra det burgundiske Kloster Cluny og bredte sig
over Frankrig og Rhinlandene. Han satte sig i livlig Forbindelse med de
kirkelig vakte Egne, Flandern, Lothringen med Ksln, Bnrgund og levitanieiu
da han havde sendt Gaver til Biskop Fnlbert af Chartres, ytrede denne
ansete Teolog i sin Takskrivelse: »Det var os fortalt, at Du var Konge over
Hedninger; men nu har vi sandet, at Du ikke alene er kristen, men den aller-
mest rundhaandede Giver overfor Kirkerne og Guds Tjenere.« I det hele
skeenkede Knud det ny Aandslivs Bannerforere rige Gaver og drog Klerke
og Munke af den cluniacensiske Retning til sig. Den engelske præstestand,
der længe havde svigtet sit fordums Ry, hævede han derved til storre Guds-
frygt, ivrigere Studium og strengere Tugt. Sit Lands Kirker og Klostre
betænkte han med udstrakt Jordegods, kostbare Ulterkar og Korkaaber af
Guldmor og Silke. Den flanderske Munk havde i sit Kloster, St. Omer,
set Knud knæle med Graad foran alle 21ltrene· Mere poetisk skildrer en
engelsk Overlevering den store Konges fromme Begejstring: Med sine Mænd
roede Knud paa Soen ved Klosteret Ely; da tonede Munkenes Sang ud i
den stille Vintermorgen· Ojeblikkets Stemning greb Kongen og gjorde ham
til Skjaldz længe mindedes man i Elxs Begyndelsen af hans Kvad:
Sedt sang de Munke i Ely,
da Knud Konge roede did.
»Ror, J Svcnde, nær til Land,
lad os høre de Munkes Sang!«
Folkesagnet ndmalte ogsaa, hvorledes Knud lod sin Kongestol sætte ved Flod-
breddenz men Bølgen var døv for hans Bud og overskyllede hans Fod; da
viste han sine Ziicrnd, at ikke han, men kun Gud i Sandhed var Drot.
Sagnet fortalte ligeledes, at Knud skænkede sin Guldkrone til Canterbury
Domkirke og aldrig siden bar det kongelige Hovedsmykke Slige Legender
vække Forestillinger, som kun lidet svare til Virkeligheden. Thi selv om Knud
kunde lægge Vdmyghed for Dagen, glemte han dog ikke, at han var Kirkens
Herre. Uindskrcenket raadede han over de kirkelige Embeder, Bisperne op-
Milmce sees-; ;
» M savne rene-ge-
Roeve vi v.
Kone I See-ere :-c·
; bitterlig-) enten
Krav og troe-S lee »
l
l .
s, ,
l-
- « - ,
s ircktrl l
fattede han som sine Tjenere, og til Kirkens overste Mænd rettede han myn:
dige Formaningsord I saa Henseende minder han om Karl den Store-
Knuds kirkelige Iver maatte ogsaa komme hans Fodeland til Gode.
Han sendte engelske og lothringske Klerke til Danmark, fremfor alle Gerbrand,
som blev Biskop i Roskilde Da Gerbrand drog fra England til sit danske
Stift, blev han underoejs tagen til Fange af den hamburgske ZErkebiskop
Unwan, som havde mærket Knuds Hensigt, at drage den unge danske Kirke
ind under den engelske, og derfor maatte opbyde alt for at haandhceve sit
IErkesasdes lovlige Overhojhed Gerbrand lovede Unwan Lydighed, ja blev
endog Mellemmand mellem ham og Knud. Kongen modtog venlig 2-Erke-
bispens Gaver-, opgav sine Planer og godkendte i det ydre hans Ret; men
ikke mindre end for raadede han uindskraniket over den danske Kirke og blev
Skaber af dens hele Vækst. En anden dygtig Kirkestyrer hentede Kong Knud
hos IErkebiskop piligrim i Koln; det var Rudolf, som han indsatte i Slesvig.
Biskop Odinkar lod han rejse til England og Frankrig, for at han kunde
lære de storre og fremmeligere Kirkeforhold at kende, og en af Englands
kraftigste Prælater, Ilbbed Living, lod han en Tid lang virke i Danmark.
Paa Kongens Bud rejsies Kirker i stor liianigde trindt i Landet, og de
Tiiunke, han havde indkaldt, tomrede de første smaa Klostre. De Danske
maatte svare Paven »Romaskat« og traadte saaledes i umiddelbar Forbin-
delse med Kristenhedens Overhoved Zsied det store kirkelige Opsving fulgte
den ovrige Kultur. Brerne voksede, særlig Lund, der blev Bispescedez »Knud
vilde gore den til et nordisk Condon,« sagde man. Værkflid og Kunst ud-
viklede sig videre under Paavirkning fra Udlandetz men Folket havde Kraft
og Snille til at omforme Forbillederne paa ejendonunelig Maade. Mønterne,
der i Begyndelsen af Knnds Kongetid vare rene Efterligninger af de angel-
saksiske, fik hurtig deres eget Præg, forskelligt for de forskellige Møntsteder.
Med største Dygtighed ordnede Knud Lov og Ret i England Rets-
væsenet havde tidligere lidt under blodhjertet Temfceldighedz Knud gjorde
det strengere, men ogsaa mere fast. Det angelsaksiske Tankescet vandt ved
at optage noget af den mandigere nordiske Aand, og samtidig naaede den
nedarvede Sammensmelten af kirkeligt og folkeligt sin smukkeste Gennemforelse.
Snart var Knud i sin Lovgivning den praktiske Styrey som naar han ord-
nede Skatter og Ufgifter, snart virkede han for store og ædle Tanker, som
naar han værnede om Ejendomsretten, Ægteskabets Hellighed og Kirkens
Hojtider, og naar han indskcerpede Troskab mod Kongen, stillede alle lige
for sLoven og forbod at bøie Retten til Gunst for de store.
Oprettelsen af Tingemanlid eller Vederlaget var en af Knuds største
Fortjenester. Denne mægtige Hird paa 5000 Mand dannede han af de
rigeste og bedste Krigere i Hæren. Dens MedlemmeyHuskarlene eller Veder-
lagsmændene, vare for største Delen Danskez« dog fandtes der ogsaa Ungeb
saksere og Krigere fra andre Folk. Kun den kunde træde ind i Taget, som
havde pragtfulde Vaaben, særlig guldindlagte Sværd og Okser. Knud gav
den store sLid en Samling Love, Vederlagsrettenz Ope Sjællandsfar den Snilde
og hans Søn Eskil hjalp ham med at udarbejde dem. Taget skulde være et
krigersk Broderskab med streng Tugt. Kongen var første Mand indenfor Taget.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
