Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knud den Store. (Louis Moe. Frisen paa Bagsiden af G. Blom)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Blev Loven brudt, skulde Vederlagsmændene selv paadonnne Sagen ved almin-
deligt Stævne. Vederlagsmændene skulde være deres Herre tro; men han
skulde ogsaa være dem en huld Drot, der gav dem deres Løn til rette Tid.
Judbyrdes var Lagets Medlemmer forpligtede til Hjælpsomhed og Ridder-
lighed. Gav nogen sin Hirdfcelles Hest Straa, medens han gav sin egen Kerne,
eller plumrede han Drikkevandet for de andres Heste, blev han rykket en Plaes
ned ved Bordet. Og slige Æresstrasfe maatte man underkaste sig: brød nogen
Bordordeuen for tredje Gang, mistede han Tjenesten. Ogsaa for Skældsord
var der 2Eresstrafz men slog nogen sin Hirdfælle med Næve eller Vaaben,
kunde det ikke sones. End mere vare Drab og Drottensvig Forbrydelser, for
hvilke der var Livsstraf. Dog blev den brodefulde ikke dræbt, men udstodt
af Laget med Riddingsnavn og bandlyst af Rigernes Bisper. Traf nogen
Vederlagsmand ham senere, var han pligtig at angribe ham, saa fremt han
blot havde een væbnet Folgesvend mere end den fredlose
Knud selv blev den forste, der brød den strenge Hirdlov: i Hidsighed
dræbte han en af sine Vederlagsmænd. Hele Laget strømmede sammen, men
ingen vidste nu Raad. Knud steg da ned fra sit Hojsæde, knælede for sine
Mænd og bad dem demme· Det gjaldt jo for ham at genvinde Hirdens
Tillid, som han havde forspildt; klog Beregning har derfor haft mindst lige
saa meget at sige som Angeren over Drabet. Vedet«lagsniændene skulle være
blevne bevægede ved at se deres stolte Drot ydmyge sig; de rejste Kongen
op og tilbod ham Selvdønnne. Knud idømte sig da nidobbelt Mandebod,
560 Mark Sølv, og lagde 9 Mark Guld til som Gave; Bøden blev delt
mellem Laget, den dræbtes Slægt og Kirken. Vederlagsmcendene vedtoge
dernæst, at for Fremtiden skulde Drab aldrig kunne sones.
Vederlaget, der var Kongens Hird, gjaldt baade England og Danmark;
først ved de tvende Landes Adskillelse spaltedes det i to. Begge Steder har
Laget som en staaende Hær af ansete Mænd bidraget til at hæve Konge-
dommet og vundet stor Betydning i Statsudviklingen· Men medens den
engelske Tingemanlid gik til Grunde ved Normannernes Judtrcrngen (1066),
fortsatte det danske Vederlag sin Tilværelse og blev Grundstammen til den
danske Adel, der saaledes fra først af voksede op om Tronen, som Konge-
dømmets Værn og Støtte
Alt havde føjet sig for Knud. Han forenede det lille kraftige Danmark
med det store og rige England, hvis Magt var vokset frodig op under hans
Haand. Det var da intet Under-, at han ogsaa vendte sin Hu til Norge,
hvor de Danskes Herredømme var gaaet til Grunde. Aaret efter Sven Tve-
skægs Død, da man i Danmark var optagen af det store Erobringstog til
England, vandt nemlig Olav Tryggvesons Frænde, den unge Olav Harald-
son, Kongedommet i Norge Han havde en kort Tid staaet i LEthelreds
Tjeneste og havde været med til at fordrive Knud fra Englandz men nu
gjorde han et eventyrligt Tog til sit Fædreland, og ligesom Olav Tryggveson
havde han Lykken med sig. Erik Jarl var den Gang i England, og hans
unge Søn Haakon blev overrasket af Olav og maatte købe sit Liv med Af-
staaelse af alt Krav paa Rorge, Sven Jarl blev slaaet og flygtede til sin
Svoger i Sverige, hvor han snart efter døde, og de danske Sysselmænd
vege fra Landet. Olav Haraldson fornyede nu den ældre Olavs Konge-
vælde, og det lykkedes ham tillige at komme i Venskab med sin Nabo, Olav
Skotkonge, hvis Datter Astrid blev hans Hustru. Den norske Konges faste
Magtstilling skræmmede dog ikke en Drot som Knud; Herredommet over
Norge vilde han have. At Sven Tveskæg havde været Konge i det Standen-
fjældske, syntes at hjemle hans Krav. Olav Haraldson folte sig imidlertid
stærk som Eneherre i sin Fædreueæts Rige, og da Knud krævede, at han
skulde vige Tronen eller underkaste sig, gav han et skarpt Svar; optagen af
andre Forhold havde Knud endnu ikke Leilighed til at lade Rordmasndene
fole de dansk-engelske Vaabens (I)verlegenhed, saa Olav forelobig kunde være
tryg blandt sine Fjælde.
Snart gik den norske Konge endog augrebsvis frem. Han forbandt
sig med sin Svoger, Kong Anund Jakob i Sverige, da denne ogsaa følte
sig truet af Knuds Vælde, og medens Knud var i England, fejdede de to
Konger i Sommeren ioth mod Danmark. Olav søgte at tiltvinge sig Konge-
hyldning paa Sjælland, Anund hærgede langs Skaanes Kyster, og dernæst
forenede de sig. 11lv, der var gift med Estrid, Datter af Sven Tveskæg og
Sigrid Storraadq styrede den Gang Danmark sont Iarl· I Nødens Time
skal han have ladet de Danske hylde Hardeknud, for at de kunde have en
Konge at samles om. Dernæst rustede han hurtig en Hær, og hidkaldt ved
Ilbud kom Knud selv til. Med prægtig malede og forgyldte Snekker, der
skildres os i Sighvat Skjalds Knudsdrape, for den store Konge ind i Lini-
fjorden, som den Gang var aaben mod Vest; hans Sosterson Haakon Jarl
og norske Hovdiuger som Erling Skjalgson og Thore Hund fulgte ham for
at kæmpe med Olav, Ulv Jarl sluttede sig til med den danske Ledingsflaade,
og rask gik Toget videre mod Sjælland, saa den norske Konge over Hals og
Hoved maatte flygte derfra. De to Forbundsfeeller vege nu tilbage og lagde
sig i Helgeaa, estlig i Skaane. Knud fulgte efter og angreb dem; men en
rivende Modstrom, fremkaldt ved Dæmniugsbrud, rev de danske Skibe med sig,
mange Mænd druknede, og Sejren blev ikke Knuds. Alligevel var han afgjort
sine Fjender overlegen. De to Konger trak sig hjem til deres eget; Olav
maatte endog opgive sine Skibe og gaa til Lands gennem Sverige.
Ulv Iarls Færd ved denne Leilighed er bleven skildret hojst forskellig.
De islandske Sagaer lade ham redde Knud ud af Faren, Saxo omtaler ham
derimod som Forræder. Vist er det, at han har vakt Knuds Mishag. Snart
efter, hedder det, bleve de to Svogre oven i Kobet uenige ved Skakbordet i Roskilde
Kongsgaard, og Ulv haanede Knud for de Danskes Uheld i Kampen mod de
to Konger« Han frelste sig ud af Hallen; men da han næste Morgen indfandt
sig i Kirken, lod Kongen ham nedhugge. Hvor from Knud saa ellers var,
besmittede han altsaa det hellige Sted og sonede end ikke sin Brøde; han
folte sig for meget som den unge Kirkes Herre til at han vilde kaste sig i
Støvet for dens Præster Estrid gav han Oprejsning ved at skcrnke hende
store Iordegodser, som hun senere overlod Roskildekirken, og ved at gifte hende
med Norniannerhertugen Robert »le diable«, der dog snart forskød hende-
J den Grad havde Knud Overtaget over de to nordiske Riger, at han
allerede temmelig kort efter Kampen ved Helgeaa trygt kunde give sig paa
Pilegrimsfasrd til Rom, hvor han i Paaskeu i027 overvcerede Konrad den
Andens Kejserkroning. Pave og Kejser modtoge ham med Ære; Kejseren
skænkede ham Guld- og Solvskaale samt kostbare Kjorteler, Paven lovede at
fri hans IErkebisper fra at betale Romersædet de sædvanlige store Summer,
naar de modtoge deres Værdighedstegn, Palliet, og for alle Romafarere blandt
sine Undersaatter opnaaede han Fritagelse for de mange trykkende Afgifter.
Udbyttet af sin Rejse meddelte han Englands Stornicend i et mærkeligt Brev,
der blev hjembragt af hans Rejsefælle, Abbed Living.
Efter at være vendt tilbage til Danmark tænkte Knud paa at hævne
sig paa Kong Olav i Norge Da denne allerede ved sin Voldsomhed havde
faaet mange Fjender, faldt det ikke Knud vanskeligt at undergrave hans Herre-
domme ved at sende norske Høvdinger rige Gaver. Dernæst drog han selv
til Norge med en uhyre Flaade og lod sig hylde som Konge. Olav siakkede
hjemlos om uden at kunne udrette noget. Vel lykkedes det ham udfor Vest-
kysten at fange sin mægtige Fjende, Erliug Skjalgson; men da han havde
givet ham Fred, sprang en af hans Mænd frem og klovede Erlings Hoved.
»Der hug Du Norges Rige af min Haand,« skal Olav have udbrudt, og
vist er det, at nu ogsaa Hordcrne vest paa og Treuderne nord paa rejste
sig mod ham. Under alskens Farer og Eventyr undsiap Olav op i cheldene,
og derfra flygtede han gennem Sverige til Rusland (l()28). To Aar efter
søgte han at genvinde sit Rige; men Kalv Arneson og Thore Hund fylkede
Tronderne mod ham ved Stiklestad. Thormod Skjald opmandede Kongs-
mændene med det beromte Bjarkemaal, og de gik drabelig frem, men Bonderne
vare dem for stærke, og Kong Olav faldt for Thores Spyd. Nordmwndene
havde saaledes selv sikret det danske Herredomme.
Over sit nye, let vundne Rige havde Knud først sat Haakon Jarlz men
snart efter druknede Haakou paa Havet. Efter Slaget ved Stiklestad gjorde
Knud dernæst sin Søn Sven, der hidtil havde styret Jomsborg og de andre
danske Besiddelser i Venderlandet, til Underkonge i Uorge Med Sven fulgte
hans Moder 2Elgife, i Uorden kaldet Alf-ifa. Hun var en krævelysten og rænke-
fuld Kvinde, som fik Skyld for den Strenghed, der prægede »Alsifatiden«.
Tordnnrndenes Misnoje med Fremmedvcelden fremkaldtes dog snarere derved,
at Kongedommet optraadte med Krav, som man ikke var vant til i Norge:
faste ydelser af Fødevarer ved Juletid, Afgifter af Sofart og Fiskeri, Jnddra-
gelse af fredløses Gods og Arv o. s. v. Ligeledes satte det ondt Blod, at
Knud vilde fæstne sit Herredomme ved at gøre en angelsaksisk Munk, Sigfrid
eller Sigurd, til Biskop i Norgez snart krævede Folkestemningen blandt Trøn——
derne den forrige Biskop, Grimkel, tilbage. Uaar ogede Gæringen, og den
faldne Kong Olavs spirende Helgenry sik Uordmændene til atter at vende
Blikket mod den gamle Kongeæt. Kalv Arnesøn og Ejnar Tambeskælver,
der begge havde smigret sig med Udsigten til det norske Jarledømme, hentede
da Olavs Søn Magnus fra Rusland (1035). Folket flokkedes om den unge
norske Konge, medens Sven veg til Danmark. Den mægtige Kong Knud
var den Gang i England, og inden han kunde faa rustet et nyt Tog mod
Norge, døde han i Shaftesbury 12. November 1035, omtrent 40 Aar gammel,
og blev jordfæstet i Winchester.
— 74
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
