Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Heen. — Knud den Hellige. — Olav Hunger. — Erik Ejegod. (Louis Moe. Frisen paa Bagsiden af G. Blom)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Knytlingasaga skildrer, hvorledes Hallandsfarer og Skaaninger modsatte sig
hans Krav, men da han til Svar forbod dem Græsning i Skovene og
Fiskeri i Øresund, faldt de til Foje. Forbrod nogen sig, lod han ham dom:
fælde og straffe strengt, hvem det saa end var. Der var imidlertid noget
højtstræbende i hans Kongegerning· Det lagde sig særlig for Dagen i hans
Iver for Kirkens Fremme og for humane Love. Men denne mere ideelle
Virken tjente dog ogsaa til at foroge Kongevcelden·
Knuds Fromhed var uskromtet Den gav sig værdigt Udslag i hans
storladne Gavmildhed overfor Præstestanden« Fremfor alt skænkede han
Lundekirken en mægtig Gave paa halvhundred Bol og store Pengeindtægter,
hvorved han grundlagde Domkapitlet og Domskolen ((085); uden Tvivl har
han derved optaget sin Faders Tanke, at gore Lund til 2Erkesæde, men
Døden hindrede ham i at sastte Kronen paa Værket. I Roskilde støttede
han Biskop Sven Nordmand, der blandt andet rejste en stolt Bispekirke af
hngne Kvadersten. Viborg, Odense og Dalby nøde ogsaa godt af hans
Gavmildhed Enker, faderlose og Fattigfolk havde en Ven i den stolte Konge.
Han fastede strengt, ja lod sig endog hudflette as sine Kapellaner. (1)g dog
var han en niyndig Herre, der vel vidste, hvad han gjorde. Ilied stærk
Haand hævede han Præstestanden og fortsatte derved Sven Estridsons Gerning.
Bisperne fik Rang med Kongeætlinger, Præsterne gik foran Vederlagsmændene.
Indbyrdes Tvist mellem Klerke blev unddraget Folkets Domstol, og i kirke-
lige Straffesager fik Biskoppen Ret at dømme paa Kirkeftævne1 alt sammen
kraftige Skridt hen imod Præstestandens Selvstændighed overfor Folket. Frem-
deles paabod Knud strengt (1)verholdelsen af Kirkens Fastetider og satte Straf
for den, der brød dem; ligeledes søgte han at faa Tienden gennemfort, men
det lykkedes ingenlunde overalt. Til denne omfattende kongelige Kirkelov-
givning sluttede sig Paabudet om, at frigivne Trælle skulde behandles som
virkelig frie Mænd, og at fremmede skulde være Folket som kristne Brødre
Knud værnede disse, de svage i Samfundet, med fin »Kongefred« og skred
ind imod enhver, der krænkede dem.
Denne Virken i Kulturens Tjeneste dæmpede ikke Knud den Helliges
Kamplyst. IErgerrighed opildnede ham til at søge at faa Mindet om de
tidligere mislykkede Englandstog udslettet; ogsaa Ungelsaksernes skærende Klager
droge ham til det store Forehavende· Grev Robert Friser af Flandern,
der havde givet ham sin Datter Edel til 2Egte, laa i Fejde med Vilhelm
Erobrer og var rede til at støtte ham. Hans Svoger Olav Kyrre sendte
ham norske Cangskibe til Hjælp, og selv samlede han en mægtig Hær og
Flaade. J Foraaret s085 stasvnede de danske Cedingsnnrnd til Vestervig ved
Limfjordens vestligste Bredning for derfra at sejle til England’ Knud tovede
imidlertid i Slesvig, fordi hans Nærværelse krævedes ved Landegrasnseit
Førerne for det pavelige eller modkejserlige Parti i Tyskland vare nemlig i
Knibe, og i Tillid til Knuds Venskab flygtede de over Ejderz derfor maatte
Knud være beredt paa Kamp med Kejser Henrik den Fjerde. Cedingshæren
var ikke tilfreds med Kongens Tøven; kom man ikke afsted nu, saa det galt
ud for Hosten i Landet, og derfor blev Kongens Broder Olav sendt for at
tolke Herrens Onsker og bede Knud komme eller give Hjemlov. Men Knud
H: .—
blev heftig og bød sine Hirdmænd binde Olav. Da ingen vilde indlade sig
paa slig Voldshandling, traadte Kongens anden Broder Erik til og over-
vældede Olav med sine Kæmpekræfter, hvorpaa han blev sendt i Lænker til
Flandern. Snart efter saa Knud sig dog nodt til at imodekomme Cedings-
tncrndenes Ønske om Hjemlov, og glade droge de hver til sit. Saaledes blev
den stolte Færd til intet.
Med endnu større Strenghed lod Knud fra den Tid sine 1111de1·saatter
føle hans Magt. Hans Fogeder var opfindsomme, naar det gjaldt at plage
Folket med Retssager; og inddreve de Boder, kræve-de de efter Sigende tre
Gange mere, end hvad der tilkom dem. Da brast Taalmodigheden. Knud kom
til Vendsyssel og tog ind paa Kongsgaarden Borglumz men Vendelboerne rejste
sig, Knud mægtede ikke at tale dem til rette og maatte flygte syd paa. Medens
Bonderne nu hærgede Borglum og andre Kongsgaarde, lod Knud de fleste
af sine Mænd ride til den befcestede Kongsgaard Ilgersborg ved Tigersund,
og selv tog han med Biskop Henrik og et udvalgt Folge ind paa det nær-
liggende Biskopstorp. Bispen red atter Oprorsskarerne imode for at mægle
Forlig; han traf dem ved Vesterhavets Strand, men de vare aldeles rasende:
med deres Spyd piskede de Sandet op imod ham, og de overdoisede hans Rost
med deres Raab. Da sprængte han skyndsomst tilbage for at vare Kongen,
og Knud satte straks over Timfjorden og flygtede til Viborg, men ogsaa der
ulmede Oprør, og han ilede da videre. Hurtig fore Vendelboerne imidlertid
frem efter Knud. 2.lgersborg, der beherskede Overfarten over Cimfjordem
blev overrumplet i det tidlige Gry, Kongsnnrndene maatte give tabt efter
en blodig Kamp, og Vejen var aaben for Kongens Fjender.
Over Hals og Hoved red Knud genneni hele Jylland; bag ham rejstes
Opror allevegne. Fra Slesvig tog han til Odense, men Folkerejsningen for-
plantede sig til Fyn. En Forræder, Piper, gjorde Kongen tryg, og pludselig
væltede Oprørsskarerne sig frem mod Odense Kongsgaard Erik, der havde
sluttet sig til sin Broder, kom ud af Byen, medens det endnu var Tid; men
Knud og hans Vederlagsmænd maatte nøies med skyndsomst at flygte over i
2llbanskirken· Her søgte Kongen at byde Bonderne Forlig, men forgæves.
Oprorerne prøvede forst at indebrcrnde ham i Trækirken, men Regnen slukkede
Ilden. Dernæst begyndte en voldsom Kamp ved Kirkedoren, hvor Kongen,
hans Broder Benedikt og hans l? gæve Zlicend vcrrgede mandelig for sig.
Uiange Bonder fik deres Bane; Forrasderen Piper æfkede Kongens Foged i
Odense til Tvekamp og fældede ham, men dode selv af sine Saar. Kampen
viste sig dog efterhaanden for ulige for Kongsnnrndene Knud lod dem
skiftevis stedes til Skriftemaal, medens de andre kæmpede videre; dernæst trak
han sig tilbage til Illteret og beredte sig til Døden. Illlerede var han ramt
af Stenkast, da Ilngriberne fik løsner en Bjelke i Kirkens Væg og væltede
den over mod Alteret. Kongen lykkedes det dem ikke at knuse, men Korset
og IEskerne med Hellig Tllbans og Hellig Osvalds Relikvier bleve slaaede ned.
Straks efter blev Knud dog haardt saaret af et Spyd, som blev slynget ind
ad et af Vinduerne. Hirdmeendene bleve overmandede og nedhuggede, og
den døende Konge blev mishandlet paa det raaeste. Denne grufulde Uf-
slutning paa det blodige Drama i Kirken er forbigaaet af Kronikernez den
.. 83 ,
har været Klerkene for rystende og afskyelig, saa meget mere, som de helst
vilde give Knuds Martyrium den storst mulige Lighed med Frelserens Lidelse
og Dod. Ligeledes jog man Vaabnene i Benedikt, da man fandt ham, haardt
saaret. Det var lo. Juli l086, at dette voldsomme Optrin i Odense fandt
Sted. Knuds Enke flygtede til Flandern med deres lille Son Karl, der senere
blev flandersk Greve og blev myrdet i en Kirke ligesom sin Fader. Erik
flygtede til Sverige med sin Hustru Bodil, en jydsk Hovdingedatterz Knuds
Dotre, som senere bleve gifte med svenske Stormcend, synes at have fulgt dem.
Drabet i Illbanskirken var Udslag af en bitter Forfatningskamp· Det
sejrende Parti, der ikke vilde vide af et myndigt Kongedomme efter de store
Candes Monster« kaarede den fojelige Olav til Konge og udloste ham af
Fangenskabet Hans Broder Niels gik som Gidsel i Lænker for ham. Olavs
Styrelse blev ikke lykkelig. Hans Tilnavn Hunger blev et sørgeligt Minde
om de Naar, der prægede hans Kongetid Græsset afsvedes af Tørke, medens
Kornet senere stod under Vand og raadnedez Folk stagede om i Baade for
at nippe Ilksene af. Kvæget dode af Pest, Fattigfolk styrtede af Sult· Venderne
nyttede tilmed Damnarks Afmagt til at forncolige Sund og Bælt, og Kongen
kunde ikke udrette noget imod dem. Skjalm Hvide, Sjællands mægtige Jarl,
maatte paa egen Haand hævne en Broders Fald for Vendernes Sværd.
Præstestanden tydede Ulykkerne som Himlens Straf for Knuds Drab; Sven
Nordmand drog paa Pilegrimsfærd til det hellige Land for at nedbede
Forsynets Mildhed, men døde undervejs paa Rhodos Medens Sindene
vare opskræmte, begyndte den myrdede Konge virkelig at blive æret som hellig,
og trods Olavs ret naturlige Uvilje mod dette Helgenry kunde man alle-
rede ved Paasketid 1095 tage Knues Ben op af Graven og lægge dem i en
Stenkiste, som fik sin Plads i Krypten af den Stenkirke, man havde paabegyndt
tæt ved den mindeværdige Trækirke. Fem Maaneder efter døde Kong Olav·
21tter gryede der en ny Tid for Danmark. Erit vendte tilbage fra
Sverige og blev hyldet som Konge. Han havde staaet Knud nær-, og genoptog
dennes Dobbeltvirken for Kongedommets og Kirkens Fremme; men han for
klogelig med Tempe. Var Knud bleven hadet, blev han derimod elsket.
Folket gav ham Navnet »Egode«, den altid gode, senere almindelig gen-
givet ved »Gjegod«. Hans smukke og kraftige Kongeskikkelse, hans mandige
Veltalenhed og fremfor alt hans vennesæle Væsen maatte ogsaa vinde ham
Folkets Hndest Dertil kom, at Uaarene straks afløstes af den yppigste Frugt-
barhed, medens Venderne, de Danskes Candeplage, bleve avede til Gavns.
Erik gjorde et stort og sejrrigt Tog til Venderlandet og indsatte sin Søster
Sigrids Søn Henrik til de vestlige Venders Fyrste eller »Knees«; endvidere
indtog han Rygen, som blev lagt under Skjalm Hvides Iarledomme Disse
glimrende Sejre bleve tilligemed Kongens øvrige Færd forherligede af Skjalden
Markus Skeggeson i hans store Eriksdrape Urostiftere i Candets Indre
straffede Erik Ejegod paa det strengeste, indtil alt var trygt. I det hele
hævdede han et myndigt Kongedomme uden derved, saaledes som Knud den
Hellige, at miste de Danskes Kærlighed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
