Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Præstestanden. — Adelen. — Borgerstanden. — Bondestanden. (R. Christiansen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
· Z-, LWNMMXMJMM -,-,-«"Ø IZ X M MXNNU «V»I MW«
· — , O! -
SMT.
fagwa of- JMW
» k
7···«J«
»
s
y-
uxt -
« o
o
Paa Folkets Vegne kunde han give fremmede og fredlose »Fred«; men som hans
Magt steg, blev han ogsaa raadig over en særlig «Kongefred«, der gjaldt
enkelte Klasser, Personer eller Steder, fremfor alt Kongsgaardene. Valdemar
den Anden udstrakte denne Kongefred til hele den Landsdel, hvor Kongen
opholdt sig, og den er bleven et stærkt Værn mod indre Splid og Fejde.
Den lovgivende og dommende Magt tilhorte oprindelig alene Folket,
der udøvede den paa Tinge. Noget fælles lovgivende og dommende Ting
for hele det danske Folk gaves dog ikke; Iyderne vedtoge Love paa Viborg
Landsting, Sjællænderne paa Ringsted Landsting, og Skaaningerne paa en
Høj ved Lund, hvorfor der ogsaa bestandig var tre Lovomraader, hvert med
sine Vedtægter· Under Landstingene stode atter de mindre Herredsting Aften
efterhaanden tiltog Kongen sig tillige en vis Lovgivningsmagt over hele
Riget, hvorved han yderligere hævede sin Magt og fremmede den kirkelige
Kultur. Ligeledes synes han at have tilegnet sig Domsmagt ienkelte
Tilfælde Stottet af de to hojeste Stænder hævede Kongedommet sig i det
hele til storartet Vælde. Talende er derfor Symbolikken i Valdemarernes Konge-
vaaben, der blev Danniarks Rigsvaaben; de tre Lover ere Udtryk for Styrke,
og «Sobladene« betegne det Element, der særlig gav Danmark dets Uiagt
og Ære
Kongens Indtægter vare forst og fremmest Udbyttet af hans Gaarde,
dels hans eget private Urvegods og dels det saa kaldte »Kongelev«, Kron-
godset, der ikke maatte mindskes eller udstykkes. Dertil ejede han Almindings-
skovene og alt andet udyrket Land, hvilket han kunde udleje eller sælge; og
den, der tog ny Jord under Plov, kom derved i et særligt Ilfhcriigigheds-
forhold til Kongen. »Danearv« eller Gods, hvortil der ikke var Ilrvinger,
tilfaldt ligeledes Kongen, og som Herre over Sund og Strøm kunde han
forbeholde sig Fiskeriet i saadanne Vande og kræve Told og Skibsafgift. Fra
ældgammel Tid nød Kongen sine Indtægter ved at drage om til sine Gaarde
paa Gæsteri, og det var da Skik, at Folket bragte ham frivillige Gaver;
men disse forvandledes snart til faste Ilfgiftev Befolkningen ydede Fødevarer
som ,,Nathold« til Kongen, naar han indfandt sig med sine Mænd Til to
Dages Vintergcesteri maatte et Par Herreder paa Valdemar Sejrs Tid udrede
26 saltede og stik levende Svin, l6 saltede Offer, 26 saltede Faar, Uc IEsker
Sn1ør, 360 Ofte, 560 Hens, 180 Gæs, 8 Læst Sild og 560 Stokfisk samt
tilsvarende Forsyninger Mel, Malt, Pors (til Ol), Honning, Salt, Peber og
Kommen, endvidere tilvejebringe 100 Skaale og zlc00 Brikker og udrede, for-
nemmelig til Hofembedsmcendene, over syv Mark Solv. I de Aar, hvor Kon-
gen ikke selv kom, modtoge hans Fogeder mindre Forsyninger af Fodevarer,
der kaldtes ,,Stud«; men disse Vdelser afløstes for en stor Del af Penge-
afgifter. Frivilligheden gav altsaa Plads for et ordnet Skattesystemz men over-
ordentlige og nye Skatter kunde Kongen som Regel ikke paalægge uden Folkets
Samtykke. Derimod kunde han raade frit over Rigets Jndtægter og aflagde
ikke nogen Regnskab for Brugen af dem. Af sine Undersaatter kunde Kongen
endvidere kræve »Jnne«: Bygning af Kongsgaarde og Fæstningsværker, samt
Vejanlæg, Markarbejde, Ægter (Korsel) og andet Urbejde Ligeledes oppebar
Kongen Ledingspenge og Sagefald, idet den domfældte ikke blot bodede til
110 —
l-
·-.-«i »
- , M ss s-
Sagsogeren, men ogsaa til Rigets Overhovedz endelig Torvafgifter og Ind-
tægten af Montvæsenet, da Folket betalte Skat til at slaa ny Mont af. Over
hele Landet var Montretten nemlig Kongens, og kun undtagelsesvis gav han
nogle af Bisperne Del i den. Der blev kun slaaet een Slags Mont, Pen-
ningen, i Velmagtsdagene af l4 lodigt Selv, men ofte ringere og senere
meget slettere. Penningene vare af Størrelse som vor Tids 25-Orer, men
tyndere. Der gik lo Penninge paa l Ørtug, 3 Ortug paa l Øre, 8 Ore
paa l Mark; men disse Navne betegne kun Beregiiiiigsværdier· l Mark
Penge var paa den Tid kun en Tredjedel af l Mark umoutet Solv, der
svarede til et halvt Pund og til 3? Kroner i Nutidens Penge; men Pen-
genes Kobeevne var langt storre end nutildags.
Ilf Samfundsklasserne havde forst Præstestanden som Led iden store
Kirkes Kleresi udskilt sig fra det ovrige Folk og var vokset op til stor Magt.
Foruden Pengesummer og kostbart Udstyr modtoge Kirker og Klostre saavel
af Konger som af Stormcend anseelige Jordegodser, der idelig fritoges for de
sædvanlige Ilfgifter til Kronen. Godser eller Privilegier overdroges Kirken ved
Diplomer eller Pergamentbreve, der bevidnede Overdragelsen og truede enhver,
der vilde krcriike Gavm, med Straf. Hyppig sikrede Præstestanden sig yderligere
de vundne Rettigheder ved at faa Paven til at stadfæste dem med sin mægtige
Autoritet. Bisperne, som tidligere vare indsatte af Kongerne, bleve nu som
oftest valgte frit af Domkapitlerne, og Sognepræsterne, der hidtil vare blevne
valgte af Sognefolkene, kom efterhaanden til at skylde Bispen deres Valg-
Den faste kirkelige Skat, Tienden, der havde vakt saa megen Modstand, blev
samtidig gennemfort i storre Udstrækning; Ilnders Suneson opnaaede at faa
Skaaningerne til at boje sig for dette Kirkens Krav, medens Ilbsalon alt
tidligere havde fort Tiendesagen til Sejr paa Sjælland og i Slesvig Stift;
men i de ovrige Stifter blev Bispetieuden forst senere fast Lov. Præsternes
Colibat blev ogsaa ved denne Tid mere almindeligt; Eskil og Ilbsalon havde
modarbejdet alt Præsteægteskab, og endnu ivrigere gik Ribebispen Tuve frem,
men Unders Suneson naaede dog mest ved sin milde Færd. Paa Kirkemodet
i Slesvig s222 sogte en pavelig Legat at faa Kirkens Krav gennemfort,
men nogle Ilar efter maatte en anden Legat paakalde den verdslige Magts
Hjælp mod en Sammenslutning af gifte Præster i selve 2Erkestiftet, og Coll-
batet naaede ikke til fuldstændig Sejr i Valdemarstiden. Paa adskillige andre
Punkter havde Kirken derimod naaet sit Maal; den drog særlig mere og
mere af det folkelige Liv ind under sin Domsmagt, saaledes 2Egteskabssager.
Som Cistercienserne i Valdemar den Førstes Tid havde været de kirkelige
Jdeers Bannerforere, saaledes blev det i Valdemar den Andens Tid de to
store Tiggermimkeordener, der som en Slags Indremissionærer arbejdedefor
Kirkens Krav. Allerede l222 blev ved Unders Sunesons Medvirken det
første Dominikaner- eller Sortebrodrekloster grundlagt i Lund; Danskeren Salo-
mon blev nemlig af selve den hellige Dominikus sendt fra Jtalien til sit Fode-
land for at udbrede det nye Munkesamfund Andre Byer fik ogsaa deres
Sortebrodreklostre, og samtidig udbredtes Franciskanerne, der fik deres forste
Kloster i Ribe (1256). Særlig fremmedes disse graa Munkes Orden af Unders
Sunesons Broderdatter, Fru Inger, deri Roskilde grundlagde to Klostre,
—- lll —
«ZÆO
as- eoem Fri:
et for mandlige og et for kvindelige Franciskanere, og bidrog væsentlig til
Stiftelsen af andre Graabrodreklostre, som det isKobenhavn. Det var de
fattige Tiggermunkes Hædersdage, og de bleve hojt beundrede af Folket,
hvorimod Cistercienserne, det forrige Slægtleds Kieleboriy begyndte at døje
Overgreb fra Stormændene.
Blandt Valdemarstidens Ejendommeligheder er ogsaa den rige Udvik-
ling af Kirkebygningerne. Som Bygningsenme havde man tidligere brugt
Træ og dernæst forskellige Slags Sten: Kridtsten fra Stevns Klint, ,,Fraad-
sten«, den Kildekalk, der danner sig trindt omkring i Landet, samt klovet og
tilhuggenGranit eller den lavalignende Tuf fra Rhinlandetz men nu brugte
man for største Delen de store, rode Teglsten. Snart efter spores Over-
gangen fra den rundbuede romanske Stil med dens alvorsfulde, noget
tunge Præg til den lettere og lysere spidsbuede ,,Gotik«. Ren Rundbuestil
raadede endnu i Ubsalons Klosterkirke i Sorg-, i Valdemars Klosterkirke i
Ringsted, ide fæstningsagtige Rundkirker, der rejstes paa Bornholm og flere
andre Steder, og i den mærkelige Korskirke med de 5 knejsende Taarne,
som Esbern Snare byggede i Kalundborg, maaske ogsaa oprindelig i den
mægtige St. Cleinens Kirkei Ilarhus, som Bistop Peder Vagnson grundlagde
ved Aar s200. Men i Roskilde Domkirke, det skonneste kirkelige Mindes-
mærke fra vor stolteste Tid, opfort af Peder Suneson efter nordfranske Fors
billeder, særlig Katedralen i Tournai, brydes den ældre Stil med den nye.
J Udsmykningen vige de fantastiske Dyreskikkelser for de pyntelige Blad-
ornamenter.
I l2. og is. Aarhundrede naaede de Danske saa langt frem i den
almindelige Kultur, at de ogsaa vandt Ry for deres lærde Studier. Mangen
ung Klerk drog til Paris for at dyrke ,,de ? frie Kunster« (de filosofiske
og matematiske Studier) og derfra stedes til Indvielsen i den beundrede
skolastiske Teologi og til Indsigt i Kirkeret og Romerret, og de indvundne
Kundskaber bleve gjorte frugtbringende i Hjemmet. Vpperst blandt den
Tids lærde er Ilnders Suneson, den eneste navnkundige Skolastiker, Uorden
har fostret-, hans ,,Hexaömeron« (d. v. s. de seks Dages Skabelse) er et
omfangsrigt Læredigt, der rummer det meste af Datidens paa een Gang
dybsindige og spidsfindige Troslære. Andre Sider af den lærde Skolastikers
Personlighed kom frem i hans sirlige smaa Digte til Jomfru Marias
2E«re og i hans latinske Bearbejdelse af Skaanske Lov. Næst den store
LErkebisp har den gamle, fornojelige Biskop Gunner af Viborg vundet
storst Lærdomsry. Med elskværdigt Skælmeri kunde han sige til hjemkomne
Pariserskolarer: ,,J lærde unge Mænd, der lige ere komne ud af Essen,
belær nu os gamle, der knap kunne huske, hvad vi i sin Tid have nemmetl«;
saa stillede han dem et indviklet Spørgsmaal, og det varede ikke længe,
før han havde sat dem til Vægs. Ligeledes var Gunner beromt som lov-
kyndig, og han evnede paa een Gang at være kraftig Kirkehovding og
ydmyg Munk; han havde nemlig tidligere været Ilbbed i Om og vedblev
som Bisp at overholde Cistercienserreglen. Den danske Prcestestand ærede
ham med god Grund som Fader; forst i l251 døde han, næsten l00 Ilar
gammel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
