Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Præstestanden. — Adelen. — Borgerstanden. — Bondestanden. (R. Christiansen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
-
-— 41.o, -
1 , R ·
I Valdemarernes Tid stod Ildelen som udviklet Stand. Udelsmcendene
vare de samme som Vederlagsmændene eller Herremcendene (d. e. Herrens
Mænd), om end de ingenlunde alle paa een Gang vare om Kongens Person
som hans Hird. Deres særlige Lov, den gamle Vederlagsret, blev fornyet
ved Absalon, og Tugten skærpedes· I en Lov, der vistnok maa henfores
til 1241, fastsættes det, at den, der overbevises om Majestætsforbrydelse, skal
miste sin Hovedlod baade i Iord og Losore og halshugges, medens iPraksis
Fredloshed hidtil over hele Landet havde været hojeste Straf. Under de
idelige Østersøtog blev Adelen hos os som andensteds den egentlige Kriger-
klassez til Ledingen mødte Herremanden, fulgt af stærkt væbnede Svende til
Hest, men til Gengæld var han fri for at svare Ledingsafgift og anden Skat
af sit Iordegods. Kongen begyndte at give nogle af sine Mænd Kongsgaarde
som Len; men Udelen vedblev dog at være Tjenesteadel og blev ikke nogen
egentlig Lensadel. Som ordnet Rigsinstitution bidrog Vederlaget ved sin
videre Udvikling stærkt til Rigets indre Fasthed, og ved sin Pagt med Konge-
dømmet byggede Udelen med paa Damnarks Storhed; ingen dansk Slægt
har hævet Fædrelandet i saa hoj Grad som Skjalm Hvides Ist. Hertugen
og de ovrige Kongeætlinger samt Bisperne fik for øvrigt ogsaa deres Veder-
lagsmænd, og de ædelbaarne lagde Vægt paa 2landsdannelse og Studier;
en Mand som Sven Uggeson viser godt Herredømme over Latinen. Fra
Valdemar Sejrs Tid have vi de ældste kendte Adelsvaaben, afbildede i deres
Gjermoends Segl; Iakob Suneson havde saaledes tre Tværbjælker i sit Skjold,
og Esbern Snares Svigersøn, Peder Strangesøn, førte som Mærke en fanta-
stisk Sammensætning af Ulv og Ørn, der senere blev Ulfeldternes Vaaben.
Som Handel og Haandværk fremmedes og gav Byerne Opsving, voksede
ogsaa Borgerstanden frem, støttet ved Kongegunst og ved stærkt indbyrdes
Sammenhold. Kongerne skænkede Byerne Kobstadfred og Ret til at holde
Torv og tog dem i særlig Beskyttelse, medens Borgerne svarede Kronen en
egen Ufgift, Midsommergceld eller Tlrnegceld Lige saa stor Betydning for
Borgerstandens Udvikling fik det, at Bymændene sluttede sig sammen i Gilder
eller Lag med faste Love (Skraaer), hvorved de strengt forpligtede sig til i
alle Forhold at støtte og hævne hverandre. Disse mærkelige Bylag synes
at have udviklet sig af de nordiske Fostbroderlag og opnaaede i Danmark en
saadan Blomstring, at de endog fik stor Betydning for Udviklingen af den
nordtyske Borgerstand Det ældste Gilde var Hets-Laget (det frivillige Løftes
Lag) i Slesvig, for hvilket Knud Lavard var Oldermand og Beskytter; men
snart opstod der andensteds lignende Gilder, og efterhaanden optoge de et
religiøst Element, idet Gildebroderen forpligtedes til at pleje sin syge Broder,
følge hans Lig til Graven og bidrage til Sjælemesser for ham, og senere
stilledes Gildet under en særlig Værnehelgens, i Reglen Knud Lavards, Be-
skyttelse. Byens Gilde var fælles for alle Borgere; de snævrere Haand-
værkerlag vare endnu ikke opstaaede. Ved Gilderne fremmedes i hoj Grad
det stærke Standssammenhold, der er ejendommeligt for den danske Middel-
alder; saaledes kunde Byerne nu faa deres særegne Stadsretter: den gamle
slesvigske Stadsret var i alt Fald til allerede paa Valdemarernes Tid. Trods
Borgerstandens Opsving sik Danmark dog ikke Storstæder. Slesvig, der havde
UZ —-
y-
!-
»icintismusz»
M
været den ypperste Handelsplads, mistede tværtimod meget af sin Betydning
og blev overflojet af det rask opvoksende Lybek· Men nye danske Handels-
byer dukkede op, saaledes København, til hvis store Fremtid Ilbsalon med
genialt Blik havde lagt Grund.
Bondestanden, der oprindelig var eet med hele den store Frimands-
klasse, havde i Tidernes Løb undergaaet store Forandringer. Da de mægtigste
af Bonderne kom til at udgøre Ildelen, trængtes de øvrige tilbage til en
lavere Samfundsstilling, og samtidig var Trældom ved at forsvinde, saa at
den frie Mands hoje Rang i Modsætning til den ufri faldt bort. Dog er
der slet ikke Tale om Bondestandens Underkuelse: Frit valgte Bonden sine
Tillidsmcrnd, der skulde dømme i forskellige Slags Sager, og selv vedtog han
Love paa Tinge; men hans Indflydelse paa det politiske Omraade var stærkt
i Ilftagende Den egentlige Bonde eller Udelbonden ejede et (eller flere) Bol,
d. v. s. en Gaard, der kunde tjene til en Families Underhold; han havde
Ret til at modtage Valg som Nævning eller Sandemand, men var til Gen-
gæld pligtig at svare Skatter og møde til Leding, hvis det var hans Tur.
Selvejernes Tal var imidlertid forholdsvis i Nedgang, medens Landbefolk-
ningens lavere Klasser toge til. Nærmest Ildelbonden stod Bryden, en Slags
Forvalter, der havde Del i Udbyttet af den Gaard, han drev for Ejerem og
saa temmelig var retslig uafhængig af denne. Dernæst kom Landboen, Fæ-
steren eller Forpagteren, der havde Styrelsen af en anden Mands Gaard
mod at svare Ejeren en fast Landgilde. Lavest stod Gaardsasdem Hnsmanden,
der havde »Sæde« ved Gaarden og væsentligst levede af Markarbejde for
andre. Den fattige Landbefolknings Huse vare kun lette Træskure eller vidie-
flettede Hytter, men Bønder og Bryder havde solide Boliger. Landsbyerne
vare oprindelig enten ,,Byer« (·jfr. Stedsnavne som Magleby, Lyngby, Viby)
eller Udflyttere fra disse Byer, de saa kaldte Torper (jfr. Stedsnavne som
Taastrup, Slangerup); men denne Sondring havde mistet sin Betydning Næsten
overalt dreve Iordbrugerne Bymarken i Fællesskab: hver havde sine Lodder
i Markens tre Vange, og af disse Vange var een lagt ud til Vaarsced, een til
Vintersæd, og een laa hen til Græsning. Markfællesskabet havde for den
Tid sine store Fordele, særlig ved at medføre et kraftigt lokalt Selvstyrez
paa Bystasvne besluttede Bønderne, hvornaar der skulde plojes, saas og høstes,
ligesom de ogsaa der varetoge deres øvrige fælles Interesser, og denne Sammen-
slutning holdt Bondestanden oppe. Danmarks Kornavl var den Gang forholds-
vis ringe, idet langt mindre Land var bragt under Plov end nutildagsz men paa
de store Overdrev kunde man holde mange Heste og meget Hornkvæg. Sko-
vene havde ogsaa Betydning for Landbruget derved, at man drev Svin paa
Olden, og Bønderne havde ikke blot Brugen af deres egne hegnede Skove,
men ogsaa med visse Indskrænkninger Ret til at bruge Kongens »Ulmindinger«.
Det danske Rige fra Ejder til Hallandsaas var omtrent 1200 Kvadrat-
mile og havde en Besolkning af henved 700000 Indbysggere Der kunde
rejses et Landeværn paa 160000 Mand; men i Valdemarstiden blev det
ikke opbudt, da Fjenden aldrig faldt ind i Riget, og til Grænsevagt eller til
Ledingsfærd brugte man mindre Hære. Ledingsvæsenet havde en fast Ord-
ning, idet Landet var inddelt i »Skiben«, der hvert for sig skulde udruste et
—ll4c—
Skib, og hvert Skiben var atter delt i en Slags Lægd, ,,Haanene«, der
skulde stille Mandskab til Skibet, saaledes at »Havnebrødrene« skiftedes til
Tjenesten, rustede med ,,de tre Folkvaaben«, Sværd, Spyd og Hjelm, samt
Skjold. De sattigste Landboer og Gaardsasderne vare ledingsfri, ligesom ogsaa
Indbyggerne i Købstæderne, men de maatte udrede »Kværsæde«, en Ufgift
for at have Lov at blive hjemme i Fred. Kommando over hvert Skib havde
en velrustet Styrismand, der ogsaa til Lands anførte Mandskabetz hans Vær-
dighed var arvelig. Det har været en stolt Hær, Danmark variStand til
at fylke, og Valdemar Sejrs Flaade talte ikke mindre end 1400 Skibe; men
det folkelige Opbud træder dog iSkygge for Kongens sluttede Vederlag. De
svært rustede Vederlagsmænd vare klædte i tæt Ringbrynje, hvis IErmer man
forlængede til Haandleddet, ja endog forsynede med Brynjehandsker, medens
Benene fra øverst til nederst var omsluttede af Brynjehoser· Over Brynjen
kunde man have en smuk, folderig Kjortel og over Brynjehætten en Hjelm,
ofte den lukkede Tøndehjelm med smaa 2-labninger for Øine og Mund. Hestene
vare endnu upansrede. Skjoldet var hyppigst trekantet og forsynet med Vaaben-
mærke’ Sværdet og Lansen vare de vigtigste Angrebsvaaben; brugt af
øvede Skytter var Ilrmbrosten ogsaa et morderisk Vaaben. Ved Belejring
indrettede man mægtige Maskiner, særlig Blider, der udslyngede svære Stene.
Ved Siden af de hjemlige Oplysninger om vort Lands indre For-
hold i Valdemarstiden har det sin Interesse at se den tyske Krønikeskriver
Ilrnold af Lybeks Karakteristik af de Danske ved Aar 1200: »Danerne efter-
ligne Tyskernes Skik, som de have lært ved det ældgamle Naboskab, og de
gaa klædte og væbnede ligesom de ovrige Folkefærd; medens de fordum bare
Soniandsdragt paa Grund af deres Fortrolighed med Søen og Sofarten,
da de jo bo i et Kystland, gaa de nu ikke blot i Skarlagen, broget Skind
og Graaværk, men ogsaa i Purpur og Linned. De have nemlig Overflod
paa Gods paa Grund af det Fiskeri, som hvert Ilar oves ved Skaane, og til
hvilket Kobmænd fra alle de omkring boende Folk bringe Guld og Sølv og
andre Kostbarheder for at købe deres Sild, som de selv faa for intet af Vor
Herres Miskundhed. Deres Land er ligeledes rigt paa fortrinlige Heste paa
Grund af de ypperlige Græsgange· Idet de da, foranledigede ved denne
Rigdom paa Heste, lægge sig efter ridderlige Kunster, udmærke de sig lige
meget ved Kampen til Hest og til Skibs. Ogsaa i boglige Idrætter have
de gjort ikke ringe Fremskridt; thiiLandets Stormcend sende deres Sønner til
Paris, ikke blot naar de skulle uddannes til Klerke, men ogsaa for at ud-
dannes i verdslige Videnskaber. Der gores de fortrolige baade med Litte-
raturen og med Landets Maal; de opnaa Færdighed ikke blot i de frie Kun-
ster, men ogsaa i Teologien. Thi paa Grund af deres Tunges medfødte
Livlighed udmærke de sig ikke blot som skarpe Tænkerei de dialektiske Bevis-
førelser, men vise sig ogsaa som gode lovkyndige i at behandle de kirkelige
Retstrætter. Desuden viser Troen sig hos dem i høj Blomstring« o. s. v.
Denne Skildring er et smukt Vidnesbyrd om det store ved Valdemarstiden;
men de virkelige Forhold ved dens Ufslutning stemmede ikke længer ret med
dette lyse Billed, og hurtig skulde der udvikle sig Splid og Splittelse, der
drog Danmark fra den stolte Hojde ned i ny Fornedrelse.
— ii5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
