Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Plovpenning. — Abel. — Kristoffer. — Erik Klipping. (R. Christiansen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
W Ex.
Iss,
l
ikkt
» » r- — —
- «—« i « «
A » .. »-
.·..«,» y—ff ,It:zsth: 33 . » .-
y , - R » » I .» «···· ,
NUFJL tilWQLUU
Efter Mødet begav erebispen og Bisperne sig til Nyborg Da
Jakob Erlandson traadte ind i Kirken og ærbødig hilste paa Kongen, sagde
denne koldt og spydigt: »Tarde venere bubulci« (sent komme chegdriverne).
Vel sluttedes et Forlig, men Striden blussede snart op paa ny. J Tunds
Domkirke kom det til en heftig Ordstrid mellem de to stridbare Mænd, og
Kongen lod umiddelbart derefter offentlig paa Raadhuset oplæse en Erklæring,
hvorved han fratog Erkebispen og hans Klerke alle dem tilstaaede Rettig-
» heder og befalede Erkebispens Lensmænd at aflægge Ed til ham inden lil(
Dage. Forgceves søgte Birger Jarl i Sverig at mcegle. Paa et Zliode
i Halmstad fremsatte begge deres Klager i saa heftige Udtryk, at Forsoning
blev umulig. Paven stadfæstede kort efter Vejlekonstitutionen, som 2Erkebispen
derpaa i truende Ord kundgjorde for Folket paa et Kirkemøde i København.
Da han tillige vægrede sig ved at krone Kristoffers unge Søn Erik som ud-
valgt Konge, besluttede Kongen at gaa angribsvis til Værks. Natten
mellem den Z. og Ek. Februar 1259 blev Ærkebispen tagen til Fange af sin
egen Broder og førtes i et vanærende Optog gennem Sjælland til Hagen-
skov Slot i Fyn· Her sad han i Bolt og Lænker-, medens hans Tilhængere,
Bisperne Peder Bang i Roskilde og Regner i Odense, lyste Ban og Inter-
dikt over Landet og derpaa flygtede bort: Peder Bang til sin Tensmand
Fyrst Jaromar paa Riigen, Regner til de holstenske Grever i Køln. Uien
ogsaa Kongen optraadte med Kraft. Han inddrog 2Erkebispens og Bisper-
nes Gods, appellerede til Paven og tvang Gejstligheden til at aabne Kirkerne.
Imidlertid ramtes Øst-Danmark af en frygtelig Ulykke. Ophidsede af de
landflygtige Bisper førte Jaromar og Hertug Erik af Sønderjylland en Hær
til Sjælland Kobenhavn blev indtaget og Oen plyndret. Kristoffer ilede til
Undsætning, men har aabenbart folt sig for svag overfor de mandsteerke Fjen-
derz thi han vendte tilbage til Jylland. Her var det, at han den 29. Maj l259
pludselig dode i Ribe kun 400 Aar gammel, efter Sigende forgivet af Dom-
provsten Arnfast. Han blev trods Banlysningen begravet i Ribe Domkirke.
Aldrig var en dansk Konge dod Under vanskeligere Forhold end Kristoffer
den Første. Jnterdiktet hvilede over Riget, to mægtige Partier vare indviklede
iden bitreste Strid, TErkebispen trodsede fra sit Fængsel, Sjælland hærjedes
af Fjenderne, medens de holstenske Grever angreb Sonderjylland og Hertug
Erik optraadte som Kronprceteiident. En tiaarig Dreng Under Formynderskab
af sin Moder, en fremmed Prinsesse, skulde lofte denne tunge Arv, som vilde
have faldet selv en myndig og stærk Konge vanskelig.
Enkedronningen Margrete Sambiria (Sorte Grete eller Sprcenghest,
som hun ogsaa kaldes), skildres som en modig og klog Kvinde. Hun fore-
stod Regeringen under Griki Mindreaarighed. Jaromar og Hertug Erik
havde tilføjet den sjællandske Almue et blodigt Nederlag ved Næstved faa Dage
efter Kristoffers Død M. Juni 1259, og Margrete maatte nu overlade Hertug
Erik Sonderjylland som Een og løslade Jakob Erlandsøn ligesom de oprørske
Bisper fik Lov til at vende tilbage til deres Stifter. Juledag 1259 kronedes
derpaa Erik i Viborg Domkirke, dog ikke af Ærkebispen, der trods sin Løs-
ladelse af Foeugslet indtog sin gamle fjendtlige Stilling overfor Kongehuset«
118 —-
III-,
Er
xsst «·« -q«- s
l ’ sem– skazgsgslssngkl A
. » » »
l
) ,,
Freden var derfor kun kortvarig, og et Aar var næppe henrunden, for Fyrst
Jaromar og Hertug Erik med de holstenske Grever paa ny angreb Danmark.
Paa Kraphede syd for Danevirke led Kongens Heer d. 28. Juli lZSl et frygte-
ligt Nederlag ved Marsken Peder Finsøns Fejhed eller Forræderi. Kong Erik
og hans Moder bleve begge tagne til Fange. Erik førtes til Nordborg Slot
paa Als, Margrete til Hamburg·
Atter var Riget uden Styrer. Paa Pavens Opfordring overtog imidlertid
Hertug Albert af Brunsvig Cyneborg, Kongehusets Slægtning, Rigsforstander-
skabet, og det lykkedes ved kloge Underhandlinger at faa Dronningen løsladt
allerede ? Maaneder efter. Kong Erik derimod overlode de holstenske Grever
til Markgrev Johan af Brandenborg for en Sum af 6000 Mark, og han
opholdt sig nu her halvt som Pant for denne Sum, indtil han 1264 blev
løsladt paa den Betingelse, at han skulde forlove sig med Johans Datter
Agnes og give Afkald paa Medgiften.
Kirkestriden gik imidlertid sin Gang, uafhængig af de politiske Forhold. J
Pave Urban den Fjerde fandt Kongehuset en Ven, der ikke betænkte sig paa
at banlyse baade Jakob Erlandson og Peder Bang. Men disse trodsede Banuet
og lode sig end ikke skræmme af den mærkelige Skrivelse, hvori Paven i de
strængeste Udtryk foreholdt IErkebispen hans Overgreb overfor Kongemagten
og endog beskyldte ham for Vranglære· Urban den Fjerdes Efterfølgere stillede
sig imidlertid paa Jakob Erlandsons Side, og denne drog selv til Rom og
forsvarede sin Sag. Forskellige Tegater kom til Norden for at bilcegge Stri-
den, men uden Resultat. Ban og Jnterdikt blev da atter lyst over Landet,
og særlig ramtes de hoje Gejstlige, der stottede Kongen. Men den kongelige
Myndighed var dog endnu stærk nok til at holde Hierarkiet Stangen, og det
Forlig, som endelig sluttedes i2?5, gik kun ud paa, at Jakob Erlandson
maatte vende tilbage til sit Stift og skulde have l5000 Mark lødigt Selv i
Skadeserstatning. Om de egentlige Stridspunkter, den skaanske Kirker-et og Bispe-
valget, blev intet vedtaget. Jakob Erlandson gensaa ikke sit Stift; han døde
paa Tilbagevejen paa Riigen Februar l27«lc. Hans Efter-følger blev Kongens
tro Tilhænger Erland Erlandsoir Derimod vendte Peder Bang tilbage til
Roskilde, hvor han døde et Par Aar efter; han havde forinden sørget for,
at hans Søstersøn Jens Grand blev valgt til Domprovst i Roskilde, og gen-
nem denne Mand skulde Traditionerne fra den første danske Kirkestrid fort-
sættes i større og stedse skarpere Stil.
Imidlertid var Erik bleven myndig og havde selv overtaget Regeringen.
12740 ægtede han Agnes af Brandenborg. Bryllnppet stod i Slesvig under
gnnstige Varsler for Fremtiden. Banlysningen var lige hævet, og Striden
med Abels Slægt havde fundet en foreløbig Afgjørelse, idet Erik Abelsøn
var død 1272 og Kongen havde overtaget Formynderskabet for hans Søn,
den 8aarige Valdemar. Sønderjylland var nu atter forenet med Danmark,
og Landet vilde have kunnet gaa en lykkelig Fremtid i Møde rinder en dygtig
og besindig Styrer. Men dette synes Erik ikke at have været. Uden at have
—— som det synes — forbundet noget politisk Formaal dermed, blandede han
sig i den Broderstrid, der var opstaaet i Folkungernes Slægt i Sverig. Først støt-
tede han Magnus Ladelaas mod Valdemar, og senere denne mod Broderen,
—ll9—
Miilgimsim slli
sn Ja ’ « «-
s
Juli-ilaas
YWS
Listlltl
lys-i
et
sv · slsssjk ,
TX
os
s
k- fm
»
- , :
-’, , »’, – s—’«sis«
smuk-2- f HYZM « A
uden at høste andet end Tab deraf. Og ved sin haardnakkede Vægring ved at
udrede den Medgift og Arv, som tilkom Erik Plovpennings Datter Jngeborg,
der var gift med Magnus Tagaboter i Norge, paadrog han Landet en øde-
læggende 25aarig Krig med Norge. .
J Danmark havde han dog sine farligste Fjender. Allerede tidlig spores
her en stærk Misfornojelse med Kongen. Da han paa Danehoffeti Nyborg
1276 fik sin Søn Erik hyldet, nægtede Marfken Stig Andersøn Hvide at
sværge den unge Kongeson Troskab, uden at dette hindrede ham i at be-
holde sit høje Embede Skærpelsen af Straffene for Forbrydelser mod Maje-
stæten viser, at der allerede samtidig hermed har været Grund til Frygt for
Sammensværgelser imod Kongens Liv. Da Valdemar Abelsøn blev myndig
og forgceves krævede Tenet i Sønderjylland, sluttede andre sLensprcetendenter
sig til ham, nemlig Jakob Nielssøn af Norrehalland, Erik Knudsøn af Sønder-
halland, begge Soniiesonner af Valdemar Sejr og begge misfornojede med,
at Erik havde forholdt dem deres Een. Kongen blev nødt til 1283 at ind-
rømme dem alle tre deres Forleninger, og Grunden hertil har utvivlsomt
været det fjendtlige Forhold, hvori han samtidig stod til Adelen. »Der var
saa mange i Danmark, som alle vilde Herrer være-« hedder det iFolkevisen,
og under Kongens Mindreaarighed have disse Elementer faaet frit Lov til
at rore sig. Da han blev myndig og selv tog Styret, faldt det vanskeligt at
dæmme op mod den Strømning, som baade her og iSverig førte til Adels-
vælden· Kongens Forsøg mislykkedes fuldstændig og 1282 tvang Stormæn-
dene ham til at gaa ind paa Forandringer af Rigets Love, hvorved deres
Selvstændighed forøgedes og Kongemagten blev saaledes indskrænket, at man
har kunnet betragte dette Baand som den første danske Haandfcestning. Men
det var kun Adelen, Kongens tidligere Hirdmcend og Vederlagsmænd, til hvis
Fordel de nye Anordninger bleve trufne, og de tiltog sig nu Magten i Staten.
Dog var Kongen endnu stærk nok til at hindre Hertug Valdemars Forsøg
paa at stode ham fra Tronen ved den norske Konges Hjælp. Hertugen og
hans Drost bleve fængslede paa Søborg Slot, og Valdemar fik kun sit Len
tilbage paa de mest ydmygende Betingelser Marts i286.
Faa Maaneder efter myrdedes Kong Erik St. Cecilie Nat, den 22.
November, trængte en Skare formummede Mænd iMunkekutter ind i Finde-
rup Kirkelade, hvor han havde ladet rede sit Natteleje efter en Jagt i Omegnen.
Med 56 Saar var hans Legeme bedækket, et Vidnesbyrd om det Raseri,
hvormed Mordet var blevet udført. Jngen vedkendte sig den blodige Ger-
ning, men den offentlige Mening udpegede snart de Skyldige. Grev Jakob
af Nørrehalland, Marsk Stig, Peder Jakobson, Niels Knudsøn, Arvid Bengt-
søn, Kammersvenden Rane Jonsøn, Peder Porse, Aage Kake og endnu flere
Adelsmænd anklagedes paa Danehoffet ved Pinsetid, et halvt Aar efter Drabet,
og dømtes skyldige. Om Grunden til Mordet vide vi intet, og mange af
de Anklagede kunde bevise, at de Mordnatten havde været fjernt fra Gernings-
stedet. Men der er ingen Grund til at tvivle om, at de have staaet bag
ved Gerningsmaendene, der udførte det blodige Drab. Kong Erik var kun
37 Aar gammel, da han døde; han har faaet Tilnavnet Klipping, der
betyder et klippet Faareskind·
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
