Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans. (R. Christiansen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
P -
3 »
IssiCY ·-
3333»·«3 S , 3. «
i ».-;-s.—» C
l
«
Under Kristian den første havde Riget naaet et Omfang og en ydre An-
seelse som ingensinde tidligere. Men Grunden, hvorpaa Bygningen hvilede,
var svag og usikker. Forbindelsen med Sverig vaklede og opløstes tilsidst,
og Forholdet til Hertugdommerne bar fra sit Udspring af Sygdomsspiren i
sig. Hertil kom indre Forhold, der i mangt og meget svækkede Rigets
Kong Christian efterlod sig to Sønner-, den 26aarige Hans og den ? s;
ltkaarige Frederik. Hans var allerede som ganske ung kaaret til Faderens ’ i ii
Efterfølger baade i Danmark, Norge og Sverig, men Forholdene havde ti
jo udviklet sig saaledes, at Valget kun kunde siges at være sikreti Danmark; ? i f!
baade fra Norge og Sverig vilde Hindringer kunne rejse sig. Dette skete ; l s
l
Kraft. Kongemagten var indskrænket ved Haandfæstninger, og disses ind-
snævrende Magt blev større og større, efterhaanden som det var blevet Skik
og Brug at gøre Vedtagelse af en Haandfcestning til Betingelse for Valget
af Kongen. Fastscettelsen af Haandfæstningen hvilede tildels i Rigsraadets
Haand, og denne mægtige Forsamling, der omfattede Bisperne og nogle
enkelte høje Gejstlige samt et ubestemt Antal Adelsnuend ihenved 30), havde
i Løbet af det (5. Aarhundrede erhvervet sig en betydelig Indflydelse Dets
Samtykke krævedes til nye Love, nye Skatter og til Krigserklæring, og uden
dets Tilladelse kunde Kongen ikke udove nogen betydeligere Regeringshand-
ling. Døde Kongen, var Magten Rigsraadets, indtil den nye Konge var valgt.
J Rigsraadet optoges kun Medlemmer af den hojeste 2ldel, og den virkelige
Magt konxentreredes saaledes lidt efter lidt i enkelte mægtige Slægters Hænder.
Saa meget mere som ogsaa Landets Ildministration udelukkende var
forbeholdt Ildelen. Kongen kunde nemlig kun give Lenene til Adelsmcend,
og disse svarede i Regelen kun Krigstjeneste eller en vis Tlfgift af Lenet
til Kongen; dog vare de forpligtede ligeoverfor Kongen med Hensyn til
Lenets Bestyrelse, og denne havde Ret til at afsætte og indsætte dem efter
Godtykke. Ligesaa hvilede Valget af Rigsraaderne og de hoje Regerings-
embedsmcend (Rigens Hovmester, Kongens Kansler og ZNarskeiU i hans Haand;
men paa Grund af det tætte Sammenhold, som udmærkede Adelsstanden, havde
denne Ret ikke den Betydning, som man kunde tro, og Danmark var saaledes
godt paa Vej til at blive et aristokratisk Oligarki med en umyndig Konge
i Spidsen. En stærk Selvraadighedsaand prægede Adelen. Fra deres be-
fæstede Borge fejdede Herremcendene paa hverandre, Drab og Selvtcrgt
forekom hyppigt, og Statsmagten havde ikke Myndighed til at skride ind,
undtagen naar Overfaldet var foregaaet i selve Kongens Gaard. Uied et
vist undskyldende Udtryk kaldte man det ,,at komme for Skade-O naar en
Mand havde dræbt en anden, og hele Drabsmandens Slægt følte sig for-
pligtet til at hjælpe ham med at udrede de store Bøder, hvorved han atter
kunde udsone sig med den Dræbtes Slægtninge.
Bondernes Indflydelse i Samfundet sank under Ildelsvælden mere
og mere. Okonomiske Grunde havde fremkaldt Bestemmelser om, at Bøn-
derne ikke maatte flytte fra Godset, fordi der derved blev Ukangel paa
Arbejdskraft til at opdyrke øde Gaarde; og om end denne Pligt, som blev
kaldet Vornedskabet," kun gjaldt for Sælland, Laaland og Falster, bidrog den
i høi Grad til at svække Standens Anseelse. Hertil kom, at de fleste Bonder
vare Fæstebønder, hvorved Afhasiigighedsforholdet til Herreinanden blev
udstrakt over den storste Del af Landets Bondestand Dog vedligeholdt
Bonden endnu sin Indflydelse indenfor den snævrere Kres i Herredet og
Landskabet, hvor Bonderne mødte paa Thinge og afgjorde Retssager ved
egne Nævn.
Vil —
ogsaa, og det danske Rigsraad udsatte derfor den endelige Hyldning og Kro-
ning, indtil Forholdet til de to andre Riger havde klaret sig.
Det viste sig nemlig straks, at Rordmændene tænkte paa intet mindre
end at oplose Unionen med Danmark. Atter var det en TErkebiskop iTrond-
hjem, Gaute, der knyttede Forbindelser med det svenske Rigsraad om en fælles
Optræden Ja man valgte endog i Norge en Rigsforstander, sendte en Hær
mod Bahus og truede med at fordrive de »udenlandske Uiænd« fra Landet.
I Sverig var derimod som altid ZNeningerne delt om Unionen. Hvor stor
en Magt og Indflydelse, Sten Sture end havde vidst at skaffe sig, særlig hos
den svenske Almue, levede dog endnu det gamle Unionsparti i Sverigs Rigs-
raad, og det var dets nølende, forsigtige Optræden, der hindrede en fælles
Samvirken med Uordinkrndeno Efter a: forikcllige Uioder vare slaaet fejl,
lykkedes det endelig danske og norske Raader at komme til personlig Forhand-
ling i Halmstad 1483 Svenskerne udeblev, medens de samtidig forlangte
Kongevalget udsat. Nu enedes imidlertid de Danske og Nordmcendene om et
fælles Kongevalg og en fælles Haandfæstning, og efter henved to Aars
Mellemregering blev Hans kronet i Kobenhavn og Trondhjem til Danmarks
og Norges Konge. Samme Efteraar modtes det danske og svenske Rigsraad
i Kalmar og traf her den Overenskomst, at Kong Hans ogsaa skulde være
Sverigs Konge mod at udstede lignende Forpligtelser, som han havde gjort
i Halmstad· Anen dette stred mod Sten Stures Interesser, og han forstod
trods det svenske Unionspartis Ønsker og trods Kong Hans’s Fordringer, hvis
Berettigelse han ikke kunde benægte, at trække Tiden i Cangdrag ved snilde
politiske Manovrer, saa at der hengik l4 Aar, inden det lykkedes Kongen
at gøre sin Ret gældende· Og hertil maatte han endda bruge Vaabenmagt.
Det var atter en svensk 2Erkebiskop, der hidforte Asgørelsen. Allerede
1494 havde de svenske Rigsraader indgaaet et Forbund med det Formaal
at bringe Kalmarrecessen til Udførelse Sten Sture hindrede imidlertid som
sædvanlig disse Bestræbelser; men da han uforsigtig indlod sig i Strid med
den snilde erebiskop Jako»b»«1·«llfss0n og med sin Fætter Svante Nielsson
Sture, opsagde Rigsraadet hamHuldskab og Croskab. Nu kaldte Hr. Sten
Dalkarlene til Vaaben; erebispens Gaarde bleve plyndrede og brændte,
ligesaa Svante Rielssons Godser og ·Le11, og de to mægtige Mænd maatte
tilsidst indeslutte sig paa ·sÆrkebispe»ns faste Slot Stäke. Rigsforstanderen be-
lejrede det allerede, da Kong Hans, hidkaldt af de svenske Stormænd og
— ligesom Margrete et Aarhundrede før — med svenske Raaderi sit Følge,
nærmede sig til dets Undsætning. En Hær paa 50,000 Mand, hvoriblandt
en stor Del øvede tyske Cejetropper —— den saksiske Garde —- fulgte ham
(l4(9?). Stäke blev befriet og Sten Sture maatte indeslutte sig i Stockholm.
Da nærmede atter Dalkarlene sig til Hjælp for deres elskede Fører; et An-
greb paa den danske Hær forberedtes af dens Ledere og Sten Sture i Stock-
— 142
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
